Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Dyrenes Beskyttelse politianmelder eksportør for dokumentfalsk
Dyrenes Beskyttelse har anmeldt en organisator af grisetransporter til politiet for at angive vildledende oplysninger til de danske myndigheder.
Vildledningen betød, ifølge organisationen, at smågrise kunne sendes på en alt for lang og varm tur til Italien. Anmeldelsen peger ifølge dyreværnsorganisationen desuden på et hul i kontrollen med transporten af millioner af danske grise, skriver de i en pressemeddelelse.
- Vi fulgte efter én transport og kan dokumentere, at organisator ikke oplyste Fødevarestyrelsen, hvordan turen reelt forløb. Men praksis i kontrollen gør det muligt for alle organisatorer at gøre noget lignende, og det er grisene, der betaler prisen, siger Mia Bonnichsen, dyrlæge og fødevare- og landbrugspolitisk konsulent i Dyrenes Beskyttelse.
Den 11. august 2025 sendte organisatoren 500 levende grise afsted på ladet af en lastbil. Til Fødevarestyrelsen havde organisatoren ifølge Dyrenes Beskyttelse oplyst, at grisene skulle fragtes fra Skærbæk i Sønderjylland til et idyllisk turistområde i Sydtyrol i Italien.
Dyreværnsorganisationen fulgte efter transporten grundet en mistanke om, at stedet i Sydtyrol blot skulle bruges til at vildlede de danske myndigheder.
Den mistanke viste sig at holde stik. Grisene fik ifølge Dyrenes Beskyttelse et ophold på få timer i den sydtyrolske stald, som var blevet oplyst som slutdestination til myndighederne, inden de blev læsset ombord på lastbilen igen og kørt i yderligere ni timer gennem Italien
På denne del af turen var udetemperaturen nærmest uden undtagelse langt over 30 grader, og var dermed markant varmere, end loven tillader. Samtidig endte grisene med sammenlagt at være på farten i 11 timer mere end de tilladte 24 timer, før de ankom til den reelle slutdestination syd for Torino.
- De danske myndigheder ville aldrig kunne have godkendt denne tur. Det har udelukkende været muligt at gennemføre den, fordi man har indgivet falske oplysninger til Fødevarestyrelsen, som derfor kun har kendt til den første del af ruten. Det er meget svært at se, at formålet skulle være andet end at omgå de regler, der skal beskytte grisene på de lange dyretransporter, siger Mia Bonnichsen.
Dyrenes Beskyttelse mener, at der er tale om brud på både straffeloven samt EU-lovgivning om transport af dyr. Organisationen har derfor valgt at politianmelde organisatoren af transporten og har overdraget sin dokumentation for lovovertrædelserne til Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi håber, at de danske myndigheder nu løfter sagen og sørger for, at det rent faktisk får mærkbare konsekvenser, når der på denne måde lægges røgslør ud for myndighederne for at kunne omgå lovgivningen på området, siger Mia Bonnichsen.
Samlesteder misbruges
Ifølge organisationen, er transporten ikke et enkeltstående tilfælde. Ifølge lovgivningen skal grisene have mindst 48 timers ophold på et bestemmelsessted, før de må transporteres videre. Aktindsigter viser dog, at Fødevarestyrelsen godkender flere grisetransporter end stedet i Tyrol har kapacitet til.
Allerede dagen efter grisetransporten forlod Skærbæk med Dyrenes Beskyttelse i hælene, kørte yderligere to lastbiler afsted med samme destination. Med sig havde de to lastbiler markant flere grise, end stedet overhovedet er godkendt til at håndtere, hvilket ville umuliggøre at overholde den lovbestemte pause på 48 timer. Og det forekommer ofte, viser data fra styrelsen.
- Det ligner et systematisk svindelnummer, som svineeksportørerne bruger til at omgå lovgivningen. Myndighederne bør derfor kulegrave området, og regeringen bør udnytte sit EU-formandskab til at arbejde for at få lukket dette hul i lovgivningen og beskyttelsen af grisene, ligesom EU-Kommissionen lægger op til, siger Mia Bonnichsen.

