Gråsten Landbrugsskole har taget et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Skolen har netop investeret i et nyt batteri fra ECNergy med en kapacitet på 215 kW.

Investeringen gør det muligt at lagre skolens egenproducerede grønne strøm fra både solceller og biogasanlæg, og bruge den på de tidspunkter, hvor det giver størst værdi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge forstander Bjarne Ebbesen er batteriet både et led i skolens bæredygtige strategi og en del af en langsigtet investering i skolens energisikkerhed, skriver Gråsten Landbrugsskole i en pressemeddelelse.

- Vi købte det, fordi vi kunne se, at vi i visse perioder af døgnet har et overskud af strøm, når solen skinner på vores solceller, og vores biogasanlæg producerer strøm, forstander Bjarne Ebbesen.

Mens Gråsten Landbrugsskoles biogasanlæg leverer en stabil mængde strøm dagligt, varierer solcellerne afhængigt af vejret.

Med batteriet kan skolen gemme overskydende strøm og bruge den, når elpriserne for eksempel er høje. Dermed kan skolen aktivt veksle mellem køb af strøm udefra, og forbrug af egenproduceret, grøn energi.

Samtidig fungerer batteriet, som en del af skolens beredskabsplan, da det kan forsyne hele landbrugsskolen med strøm i flere timer ved en eventuel strømafbrydelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lodrette solceller kan give plads til afgrøder
Se også:

Lodrette solceller kan give plads til afgrøder

Fokus på fremtidens landbrug

Bjarne Ebbesen understreger ligeledes, at teknologien ikke kun handler om drift og økonomi, men også om skolens rolle i at uddanne fremtidens grønne landmænd:

- Med et sådant batteri har vi mulighed for at handle. Det er faktisk noget af det fede ved landbruget, fordi det giver os nogle knapper at trykke på, som kan gøre en forskel i den grønne udvikling - og det her er en af dem, siger Bjarne Ebbesen.

Samtidig kan batteriet være et led i en ny forretningsmulighed i landbruget. Traditionelt set, har landbruget været forbundet med produktionen af mælk, kød og korn. Bjarne Ebbesen fortæller således, at der også er nye muligheder for skolens landbrug:

- Forhåbentlig bliver det også et forretningsben at stå på. Energi bliver i fremtiden i høj grad et forretningsområde for landbruget. Dog gør vi det ikke kun for økonomiens skyld, men fordi det giver mening - både miljø- og klimamæssigt, siger forstanderen.

Med investeringen i det nye batteri viser Gråsten Landbrugsskole, hvordan et moderne landbrug kan kombinere traditionel produktion med grøn innovation. Batteriet er ikke blot en teknisk løsning, men et symbol på skolens vision: At uddanne fremtidens landmænd til at være både klimabevidste og innovative.

Det skal man have styr på, inden man investerer i batterier
Se også:

Det skal man have styr på, inden man investerer i batterier