Agco Corporation har gennemført salget af sin ejerandel i Tafe (Tractors and Farm Equipment Limited) til netop Tafe for et samlet beløb på 260 millioner dollars. Provenuet efter skat fra salget udgør omtrent 230 millioner dollars, fortæller Agco Corporation i en børsmeddelelse.
Parterne, der længe har været gensidigt investeret, har i flere år sagsøgt hinanden på kryds og tværs om rettighederne til brandet Massey Ferguson i Indien, Nepal og Bhutan. Tidligere i år kom det så frem, at Tafe og Agco havde indgået et forlig i sagen.
Det forlig betyder, at Tafe fremover ejer mærket Massey Ferguson i Indien, Nepal og Bhutan, inklusive alle rettigheder og interesser i Massey Ferguson og relaterede varemærker, som det hedder sig.
Samtidig indvilligede den indiske virksomhed i at købe Agco ud af Tafe, som Agco hidtil har ejet 20,7 procent af.
Tafe bandt sig omvendt med forliget til at beholde sin ejerandel på 16,3 procent af aktierne i Agco Corporation, og sørge for at holde ejerandelen i ro.
Værdien af Tafes aktiepost udgør omkring 1,3 milliarder dollars.





