Miljøstyrelsen trækker godkendelsen af endnu otte pesticider tilbage. Det er dybt problematisk for landbruget og gartnerierne, da alternativer ikke aktuelt er tilgængelige, mener formanden for planteproducenterne i L&F, Torben Hansen.
Samfundet må også se på andre kilder til TFA-forurening, mener L&F, der fortsætter kampen for alternativer og har fået lovning om et tæt samarbejde med myndighederne med henblik på præcis det.
Miljøstyrelsen har i dag meldt ud, at man nu udfaser endnu en række pesticider, der indeholder aktivstoffer, som ifølge styrelsens vurdering kan danne og udvaske flourstoffet TFA til grundvandet. Det er tredje gang i år, at der af den årsag fjernes mulighed for at bruge en række midler, skriver L&F i en pressemeddelelse.
Otte aktivstoffer trækkes tilbage
Det er aktivstofferne diflufenican, flonicamid og tau-fluvalinat, og i alt trækkes godkendelserne af otte pesticider mod ukrudt og skadedyr tilbage i denne omgang. Der er tale om afgørelser på de sidste 8 ud af de i alt 33 pesticider, som Miljøstyrelsen i foråret 2025 igangsatte partshøringer på.
- De aktuelle aktivstoffer har stor betydning, særligt i frøgræsafgrøder og havefrøafgrøder, hvor diflufenican er et meget vigtigt stof. Men udfasningen giver os også meget store problemer i korn- og kartoffelproduktion samt i produktion af sukkerroer og mange frugt- og grøntafgrøder. Vi står tilbage uden alternativer til at sikre en effektiv bekæmpelse af ukrudt og skadedyr i flere afgrøder, siger Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:
- Myndighederne agerer ud fra den viden, de har. Det må vi acceptere. Men det har været vigtigt for L&F at bidrage med erhvervets syn på sagen. Det være sig både manglen på alternativer, behovet for alternativer, økonomiske konsekvenser og muligheden for at producere konkurrencedygtige fødevarer. Sammen med de allerede udmeldte tilbagekaldelser efterlader det planteproduktionen og frugt- og grøntproduktionen i Danmark i en meget vanskelig position, siger han.
Alternativer til planteavlere
Torben Hansen opfordrer stærkt politikere og myndigheder til at sørge for, at der sikres ordentlige alternativer til de danske planteavlere, så de ikke står uden effektive plantebeskyttelsesmidler.
- Det er en proces, som skal i gang nu og her, og som må og skal prioriteres. For nye midler kan ikke godkendes over natten, det tager flere år. Jeg kan finde en smule trøst i, at der har været positive meldinger fra regeringen om, at landmændene ikke skal stå uden muligheder. Det er selvsagt også en opgave, som vi har maksimalt fokus på i Landbrug & Fødevarer, siger planteformanden og fortsætter:
- Vi har i hele perioden med fokus på midlerne haft en intens faglig indsats i forbindelse med myndighedernes arbejde. Det anerkender man også fra myndighedernes side, da man nu som noget helt nyt indgår en tæt dialog i form af to taskforces, hvor erhvervet er med. Det er uden fortilfælde at arbejde sådan og skyldes kun vores stærke faglige indsats, mener han.
I de to taskforces er repræsentanter fra erhvervet samlet med relevante myndigheder. Grupperne skal finde løsninger, som den enkelte landmand kan bruge i det daglige arbejde.
- Vi kommer til at arbejde intenst i taskforcen og holde myndighederne fast i kampen for de gode løsninger og alternativer. Nu skal der handling bag de politiske intentioner, siger Torben Hansen.
Bredt fokus på TFA er nødvendig
Myndighederne har i forbindelse med fastsættelse af afviklingsfrister efter L&F's faglige indsats anerkendt, at der for flere af midlerne ikke findes alternativer, hvorfor flere af de væsentlige pesticidprodukter kan anvendes til og med vækstsæson 2026, som er det maksimale ift. EU reglerne, skriver L&F.
- Vi er dog absolut ikke enige i den hurtige udfasning af Mavrik, der udfases allerede fra 31.december 2025. Trods det, at Landbrug & Fødevarer og Seges Innovation har fremlagt faglig dokumentation for manglende alternativer er der kommet en meget kort udfasningsperiode af midlet. Det vil særligt ramme havefrø og vinterraps, siger Torben Hansen.
Torben Hansen påpeger, at der, ud over adgang til alternative midler, er behov for, at EU giver landmændene adgang til nye planteforædlingsværktøjer i form af NGT. En godkendelse af NGT som forædlingsværktøj er lige nu på vej gennem EU-systemet. Dette er dog også kun en delvis løsning, der først kan give udbytte om en årrække.
Andre kilder til TFA
Planteformanden understreger, at det er afgørende, at Danmarks som samfund ser langt bredere på kilderne til potentiel TFA-forurening. Pesticider fra landbrug er kun én, og langtfra den største kilde.
- Når samfundet skal sikre drikkevandet skal man dog også kigge bredere på problemstillingen. TFA kommer ifølge forskerne også fra medicinalindustrien, kølemidler og afbrænding af teflonprodukter. Det bør myndighederne også kigge på, siger han.
Danmark er gået europæisk enegang med udfasning af pesticider mistænkt for at danne og udvaske TFA til grundvandet. Så udover problemerne med at kunne producere et godt produkt uden nødvendige beskyttelsesmidler, så forringer det også konkurrencekraften for de danske planteproducenter, og nogle frøproduktioner forventes at blive udflaget. Torben Hansen vurderer tabet i primærsektoren til cirka to milliarder kroner. Dertil kommer tabet i virksomhederne.
- Det er klart, at vi ud fra et erhvervsmæssigt synspunkt langt hellere så handling på EU-niveau. Det ville sikre en lige bane at konkurrere på for de danske landmænd. Derfor er det også ekstremt vigtigt med indsatsen for alternativer, siger Torben Hansen, som udbygger:
- Vi har gennem hele forløbet leveret faglige indspil i form af rapporter, nye indsigter og konstant arbejdet for, at myndighederne har truffet beslutninger på et oplyst grundlag. Ingen er i tvivl om, hvordan Landbrug & Fødevarer ser på denne sag. Danske planteproducenter skal selvfølgelig ikke, som de eneste i Europa, stå tilbage uden adgang til effektive plantebeskyttelsesmidler.
De otte midler, hvor godkendelsen trækkes tilbage er; DFF, Legacy 500 SC, Mateno Duo SC 600 Sempra SC, Evure Neo, Mavrik, Afinto og Teppeki.

