Hvordan bekæmper vi ukrudt i afgrøderækken nu og i fremtiden? Det er hovedemnet, når Seges Innovation og samarbejdspartnere fra Brancheudvalget for Frø inviterer til demonstration i Hinnerup af udvalgte, nye maskiner til ukrudtsbekæmpelse i frøavl.

Under markdemoen bliver der både vist maskiner, som trækkes og maskiner, som er selvkørende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et af højdepunkterne på dagen vil være den tyske ukrudtslaser fra firmaet Photoheyler, som er kommet til Østjylland alene for denne demonstration, skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Virksomheden vil fremviser ny laserteknik til at skyde ukrudt væk helt tæt på afgrøden.

- Derudover indbyder vi også producenter og forhandlere af radrensere, spotsprøjter og andre løsninger, som kan fjerne eller medvirke til at fjerne ukrudtet i eller mellem afgrøderækkerne, skriver Seges.

Arrangementet foregår i Hinnerup onsdag den 8. oktober klokken 10.00.

- Vi kører tre demonstrations-rotationer - klokken 10.00 klokken 12.00 og klokken 14.00, så du skal altså møde op til den sidste rotation senest klokken 14, hvis du vil have det fulde udbytte. Vi håber på godt efterårsvejr, men hos Balle Agro har vi mulighed for at flytte en god del af udstillerne under tag, hvis det bliver nødvendigt, fortæller medarrangør hos Seges Innovation, Carl Høj Laursen.