Regeringen vil hæve bøden for at sprede gylle på frosne og vandmættede marker fra omtrent 10.000 kroner til 50.000 kroner. Ifølge minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), er femdoblingen det nødvendigt for at beskytte vandmiljøet.
Ifølge ministeren skal højere bøder gøre det mere attraktivt at investere i yderligere opbevaringskapacitet, end at betale bøden.
Hos landboforeningen Agillix deler man ambitionen om at passe godt på natur og miljø, men advarer mod regeringens kurs, skriver de i en pressemeddelelse.
- Vi skal huske proportionerne. Det er kun et fåtal af landmænd, der kunne finde på at sprede på frossen jord. Langt de fleste af os følger reglerne til punkt og prikke. Dansk landbrug arbejder under nogle af verdens strengeste miljøregler - og vi gør det faktisk rigtig godt, siger formand Carl Chr. Pedersen.
Han understreger, at landbruget ikke har nogen interesse i at skade hverken natur og vandmiljø.
- Vi ved godt, at det handler om vores egen fremtid. Derfor er vi optaget af, at reglerne er tydelige, og at vi får den rette vejledning. Vi ser ingen fornuft i blot at hæve bøderne - det ændrer ikke adfærden hos de få, der ikke forstår eller følger reglerne, siger han.
Højere bøder virker næppe
Næstformand Torben Farum peger på, at regeringens forslag om en femdobling af bødeniveauet ikke er baseret på den viden, der findes om adfærd.
- Det er risikoen for at blive opdaget, ikke straffens størrelse, der betyder mest. Hvis man virkelig vil gøre en forskel, så handler det om dialog og rådgivning, og at myndighederne er oppe på mærkerne i forhold til de problemstillinger, der kan opstå i landbruget, siger han.
Agillix foreslår derfor, at indsatsen målrettes mod bedre information, øget dialog og mere rådgivning i hverdagen, så selv de mest komplicerede situationer kan håndteres rigtigt uden at ende i ulovligheder.
- Vi landmænd bruger allerede meget tid på at følge reglerne og sikre en bæredygtig drift. Hvis man virkelig ønsker et stærkt og grønt landbrug, hvor sådan noget adfærd undgås, så skal vi styrke samarbejdet. Vi må hjælpe de få, der begår fejl, til at gøre det rigtige - i stedet for bare at hæve straffen, siger Torben Farum.





