Med introduktionen af AF 10 melder Case IH sig for alvor ind i klubben af producenter, der konkurrerer om at levere mejetærskere, der på den ene eller anden måde kan kaldes verdens største.

Hvordan begrebet måles eller defineres er der ikke en nedskreven formel for, men med et skærebord på 15 meter, en motoreffekt på 775 hestekræfter, en korntank på 20.000 liter, et soldareal på 8,8 kvadratmeter og andre imponerende dimensioner hører AF 10 til blandt de største serieproducerede mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Case IH Axial-Flow AF 10 er en hel ny mejetærsker, der har dimensioner og en kapacitet som placerer den i ligaen for de helt store mejetærskere. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
Case IH Axial-Flow AF 10 er en hel ny mejetærsker, der har dimensioner og en kapacitet som placerer den i ligaen for de helt store mejetærskere. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Rapsen havde lagt sig

Vi tester mejetærskeren i en nordjysk mark med vinterraps, og vi har derfor ikke mulighed for at kontrollere om den høster 80, 100 eller 120 ton hvede i timen. I områder af marken ligger rapsen fladt som en pandekage, og vi får derfor et usædvanligt godt indtryk af, hvordan det 15 meter brede MacDon FD250 Flex-skærebord fungerer, og hvordan den følger jorden.

Eneste bekymring man sidder med i det røde lædersæde, når skærebordet glider hen over jorden på en mark, man ikke kender, er om der er sten eller andre forhindringer på marken. Det var der heldigvis ikke, og vi kan derfor kun være imponeret over, hvordan det brede skærebord følger konturerne i marken og slikker rapsen op.

Det betyder også, at jeg får hele afgrøden med igennem maskinen, og når halmen fra de 15 meter også skal snittes, kommer der af og til en alarm på, at samtlige 775 hestekræfter har leveret over evne i for lang tid. For at give motoren luft, trækkes der lidt tilbage i kørehåndtaget, og her vil jeg gerne rose Case IH for, at de holder fast i et kørehåndtag, der er proportionelt, og hvor en bevægelse resulterer i en tilsvarende ændring af hastigheden, og hvor man altid har fuld kontrol over hastigheden.

Kendt betjening

Hele layoutet i førerkabinen er det vi kender fra de to øvrige serier af Axial-Flow-mejetærskere. Det betyder blandt andet, at basale indstillinger af mejetærskeren let justeres med kontakter på højre armlæn.

Når jeg kalder den analoge indstilling let, så er det ikke for at være negativ over for en ellers velfungerende Pro 1200 terminal, hvor der kan nørdes med maskinindstillinger i en række menuer, og hvor kørebilledet giver et godt overblik over kapacitet og spild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det hydrauliske træk til sideknivene er gemt væk i skærebordet, og knivene trækkes mekanisk via en kobling, der går i indgreb, når sideknivene klikkes på skærebordet. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
Det hydrauliske træk til sideknivene er gemt væk i skærebordet, og knivene trækkes mekanisk via en kobling, der går i indgreb, når sideknivene klikkes på skærebordet. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Når det går derudad og der er fuld koncentration på det brede skærebord, så er det bare lettere at betjene en kontakt, frem for at skulle bladre i menuer på en skærm. Som standard kommer Case IH AF 10 med to Pro 1200 terminaler.

I testmaskinen var den ekstra terminale monteret i loftet lige foran føreren. Her viste den enten maskinens ydelse eller billedet for autostyring, og når der blev tanket af skiftede den automatisk til et billede ned i kornvognen. Første gang man sætter sig i sædet, virker placeringen direkte i synsfeltet lidt malplaceret, men under arbejdet, og specielt når der læsses af, bliver jeg glad for placeringen, hvor jeg kan følge fyldningen af kornvognen uden at flytte blikket fra skærebordet.

Ved vejkørsel, hvor man gerne vil se langt, kunne det være fint med en funktion, hvor terminalen kunne vippes op. Under passagersædet er der et rigtigt køleskab, og der er også blevet bedre plads til at opbevare småting i kabinen.

Savner komplet integrering

MacDon og Case IH har indledt et tættere samarbejde, og det betyder blandt andet, at betjeningen af skærebordet nu er integreret i kørehåndtaget. Det kræver dog lidt tilvænning, at der bag på kørehåndtaget sidder en shift-funktion, der skal holdes inde, når sekundære funktioner på skærebordet skal betjenes.

Som på de øvrige modeller er der på AF 10 mulighed for at gemme to stubhøjder, og det er en rigtig god funktion, når rapsen veksler imellem liggende og stående. Indstillingen omfatter imidlertid kun højden på mejetærskerens slug. De små støttehjul under skærebordet samt vippefunktionen på skærebordet er desværre ikke omfattet af automatikken, og det er en mangel som Case IH og MacDon bør finde en løsning på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Langsom genstart

På trods af at vi på store dele af arealet høster rapsen helt ved roden, fører det brede MacDon-skærebod materialet jævnt ind til sluget. Den enorme materialemængde resulterede et par gange i, at indføringen blokerede.

Med kontakter på armlænet er det let at reversere både indføring og skærebord, så materialet føres helt ud af maskinen. Før indføringen igen startes op, kan den hydrauliske reversering også anvendes til at føde maskinen, så materialet føres langsomt op til fødevalsen, og en blokering af valse eller rotor undgås.

Bag den store sideplade på venstre side gemmer der sig en værktøjskasse med en solid låge, der kan anvendes som trin, når blandt andet rotoren skal inspiceres. Lågen lukker desværre ikke tæt til, og derfor er der masser af støv i værktøjskassen. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
Bag den store sideplade på venstre side gemmer der sig en værktøjskasse med en solid låge, der kan anvendes som trin, når blandt andet rotoren skal inspiceres. Lågen lukker desværre ikke tæt til, og derfor er der masser af støv i værktøjskassen. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Jævn ilægning

Jeg undgik heldigvis at blokere rotoren, men hvis det sker, har AF 10 en automatik til frigørelse af rotoren. Det eneste føreren skal gøre er at sænke broen og aktivere systemet, der i løbet af få minutter rokker rotoren løs.

Når vi er ved rotoren, så anvender Case IH også på AF 10 en CVT-transmission til at trække rotoren, og det giver føreren et bredt spænd til at justere omdrejninger på rotoren, uden at der er behov for at skifte gear.

I modsætning til de to mindre serier af Axial-Flow, hvor indføringen afleverer materialet direkte i rotoren, så er der på AF 10 monteret en afgrødeaccelerator foran rotoren. SFS, Synchronized Feed System, kalder Case IH rotoren, der er 1430 millimeter bred og har en diameter på 450 millimeter, og som arbejder fem procent hurtigere end rotoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv med de lange og til tider også grønne rapsstængler oplevede jeg en meget jævn ilægning af materialet, og uanset belastning så hørtes der i kabinen kun en jævn summen fra rotoren.

Under SFS-rotoren er der blevet plads til en rigtig stenfælde, og som en lækker feature var testmaskinen udstyret med et system, hvor føreren med en enkelt tryk på terminalen tømmer stenfælden fra førersædet.

Den store køler med de tre ventilatorer er monteret imellem korntanken og motorrummet. Her er der fin adgang til rengøring af køleren, og placeringen giver overraskende lidt støv i køleren. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
Den store køler med de tre ventilatorer er monteret imellem korntanken og motorrummet. Her er der fin adgang til rengøring af køleren, og placeringen giver overraskende lidt støv i køleren. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Lang rotor

I Case IH AF 10 ligger der lige som de øvrige Axial-Flow modeller en rotor med en diameter 30 tommer svarende til 76 centimeter. Her slipper ligheden også op, for i AF 10 har Case IH fordoblet arealet, hvor kernerne separeres fra halmen, og derfor er rotoren i AF 10 3,67 meter lang.

To store luger på hver side af maskinen giver god adgang til at kontrollere rotoren, og de broelemeter der er monteret under rotoren. Dækpladerne er blevet nummererede, så man ikke kommer til at bytte om på dem, og spilder en masse energi på at vende og dreje en plade, der ikke matcher lugen.

Som noget absolut nyt, og det som jeg kalder det europæiske islæt, er halmsnitteren på AF 10 flyttet fra bugen af mejetærskeren og til bag på maskinen. Historisk har Axial-Flow anvendt halmsnitteren til at transportere halmen fra rotoren og ud af maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med den længere rotor og med en ekstra udkastercylinder bag ved rotoren kastes halmen enten direkte ud på marken eller ned i snitteren. Under udkastercylinderen er der monteret en bro, og skulle der være kerner i halmen ledes de fra broen og tilbage på soldene.

FPT-motoren på 15,9 liter er monteret på langs og med direkte træk ud i den CVT-transmission, der trækker rotoren. For at det kan lade sig gøre er motoren monteret med samme hældning som rotoren. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
FPT-motoren på 15,9 liter er monteret på langs og med direkte træk ud i den CVT-transmission, der trækker rotoren. For at det kan lade sig gøre er motoren monteret med samme hældning som rotoren. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Soldareal som et mindre dansegulv

Case IH AF 10 har ikke bare én men to oversolde, og kigger man på undersoldet er det også delt i to. Det totale soldareal er på ikke mindre end 8,8 kvadratmeter. Sammen med det store udskilningsareal under rotoren betyder det, at tærskesystemet kan håndtere den enorme materialemængde, der kommer gennem maskinen.

Materialet der ryger ud over undersoldet returtærskes på venstre side af maskinen, og materialet kastes herefter ind over soldene.

Soldsystemet kalder Case IH for Cross Flow Plus, og begrebet dækker over, at AF 10 ikke arbejder med selvoprettende solde, men at soldene aktivt bevæger sig, så materialet bredes ud over hele soldarealet.

Systemet styres af tryksensorer, og registrerer de et uens tryk på solden, ændres bevægelsen på solden sig fra frem og tilbage og til at arbejde mere sidelæns. Det flytter materialet sideværts, og derved udnyttes hele soldarealet også på marker med sideheld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kornet transporteres til korntanken af en elevator med en kapacitet på 255 ton i timen. Det fortæller lidt om hvilket potentiale Case IH har indbygget i AF 10, og mon ikke elevatoren kan klare udbyttet i selv den bedste majsmark.

Foto 6Rotoren har en diameter på 76 centimeter og er 3,67 meter lang. Udtærskningen sker i de to forreste sektioner, mens kernerne skilles fra halmen i de fire efterfølgende sektioner. Foto: Helge Plougmann Nielsen.
Foto 6Rotoren har en diameter på 76 centimeter og er 3,67 meter lang. Udtærskningen sker i de to forreste sektioner, mens kernerne skilles fra halmen i de fire efterfølgende sektioner. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Fantastisk spredning

Omstilling fra udlægning af halm i skår og til snitning sker enten på terminalen i kabinen eller med kontakter ved halmsnitteren. Snitterens aggressivitet med modskær indstilles ligeledes fra terminalen i kabinen.

Tidligere modeller af Axial-Flow har af og til fået kritik for en uens fordeling af det snittede materiale. Den kritik gør den nye snitter og fordeler på AF 10 til skamme.

Vi høstede med lidt sidevind og sjældent har jeg set en så ensartet og præcis fordeling af halmen som efter AF 10. Den fint snittede rapshalm blev kastet ud i fuld arbejdsbredde men aldrig ind i den uhøstede afgrøde. Det skyldes at fordeling af den snittede halm kontrolleres af en radar på hver side af maskinen, og at de to halmspredere har individuelt hydraulisk træk.

Jeg så flere gange, at den ene fordeler arbejdede næsten med fuld effekt mens den anden kun kørte med halv effekt. Resultatet er en ensartet fordeling og minimal risiko for snittet halm i den uhøstede afgrøde, hvor det kan drille i det næste træk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spredningen af den snittede halm kontrolleres af en radar på hver side af maskinen, og som billedet viser, blev halmen fordelt jævnt i hele arbejdsbredden. Foto: Jørgen Ahler.
Spredningen af den snittede halm kontrolleres af en radar på hver side af maskinen, og som billedet viser, blev halmen fordelt jævnt i hele arbejdsbredden. Foto: Jørgen Ahler.

To-trins tømning

Korntanken på Case IH AF 10 rummer 20.000 liter og tømmesneglen læsser af med 210 liter pr sekund. Høstes der i en ti ton pr. hektar hvedemark, og der høstes samtidig med at der tankes af, væltes der cirka 16,5 ton hvede ud i vognen, før tanken er tom.

Maskinen kræver derfor nogle solide frakørselsvogne, og hvis der er behov for at toppe vognene helt op, har jeg som en god feature mulighed for at frakoble den ene bundsnegl og halvere aflæsserkapaciteten. Hvis tanken ikke bliver tømt er der mulighed for at stoppe begge bundsnegle og køre tømmesneglen tom, før den klappes ind.

To-trins-tømningen har også vist sig effektiv til aflæsning af frøgræs. Overdækningen over begge bundsnegle afmonteres, og ved at starte en bundsnegl ad gangen, undgår man at overbelaste tømmesneglen, hvis materialet pludselig skrider over begge snegle. Et ønske til Case IH kunne være, at det er sneglen ind mod førerkabinen der startede først, så man visuelt kan følge med i, hvornår snegl nummer to kan startes op.

Korntanken rummer 20.000 liter og tømmesneglen har en kapacitet på 210 l/sekund. Når kornvognen skal toppe op, er der mulighed for at halvere kapaciteten på tømmesneglen. Foto: Jørgen Ahler.
Korntanken rummer 20.000 liter og tømmesneglen har en kapacitet på 210 l/sekund. Når kornvognen skal toppe op, er der mulighed for at halvere kapaciteten på tømmesneglen. Foto: Jørgen Ahler.

Automatisk indstilling

AF-serien er lige som Axial-Flow 260-serien udstyret med Harvest Command, der er et proaktivt indstillingssystem, der automatisk indstiller mejetærskeren efter parametre, som føreren har defineret. Systemet fungerer i de fleste kornafgrøder, men i raps mangler der den sidste kalibrering, af blandt andet det kamera, der analyserer afgrødekvaliteten.

I Harvest Command definerer føreren typisk maksimalt spild og maksimal motorbelastning samt kornkvalitet. Systemet indstiller og optimerer herefter løbende blandt andet rotorhastighed, ledeplader i rotorhuset, åbning på solde, blæser under soldene samt fremkørselshastigheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaringen er, at systemet hurtigt opdager ændrede høstforhold og korrigerer for det. Det optimerer dagsydelsen, og føreren kan koncentrere sig om at køre mejetærskeren.

Her ses det tydeligt hvordan det 15 meter brede MacDon flex skærebord er opdelt i tre dele, der individuelt tilpasser sig jordens kontur. Foto: Jørgen Ahler.
Her ses det tydeligt hvordan det 15 meter brede MacDon flex skærebord er opdelt i tre dele, der individuelt tilpasser sig jordens kontur. Foto: Jørgen Ahler.

Kører på hjul

Testmaskinen kørte på hjul og foran var den monteret med de nye Michelin Cerexbib 2 i dimensionen VF 900/65R46. Dækket er udviklet specielt til den nye mejetærskergeneration og har en højde på ikke mindre end 2,32 meter.

Jeg er overrasket over hvor stabilt dækket opførte sig, når jeg vendte på forageren med løftet skærebord og fyldt tank. Her vejer mejetærskeren cirka 50 ton, og når skærebordet er løftet, hviler en stor del af vægten på forhjulene. Imponerende at dækkene kan håndtere det med et tryk på blot 1,8 bar.

Case IH AF 10 kan selvfølgelig også monteres med bælter, der er enten 65, 80 eller 90 centimeter brede. Både med de brede bælter og med 900 millimeter brede dæk har AF 10 en totalbredde på cirka fire meter. Maskiner på hjul og bælter har forskellig foraksel, og valget mellem bælter og hjul skal derfor tages når den nye maskine bestilles. Blot til info, merprisen for bælter er 800.000 kroner.

Case IH Axial-Flow AF 10 er monteret med en udvendig halmsnitter, der indstilles fra førerkabinen, og som findelte rapshalmen fuldstændigt. Foto: Jørgen Ahler.
Case IH Axial-Flow AF 10 er monteret med en udvendig halmsnitter, der indstilles fra førerkabinen, og som findelte rapshalmen fuldstændigt. Foto: Jørgen Ahler.

Hurtig at servicere

Den daglige servicering af Case IH AF 10 er hurtigt overstået, da selve mejetærskeren ikke har smøresteder med et interval på under 50 timer. På skærebordet er der syv daglige smøresteder og ellers er det en fornøjelse at servicere luftfiltret på mejetærskeren.

Det er nemlig placeret på venstre side af maskinen. og kan stort set nås fra jorden. I motorrummet ligger der en FPT C16 motor på 15,9 liter. Den er monteret på langs af maskine og ligger med samme hældning som rotoren i AF 10.

Selv med det 15 meter brede skærebord er der god afstand imellem kornvogn og skærebord. Foto: Jørgen Ahler.
Selv med det 15 meter brede skærebord er der god afstand imellem kornvogn og skærebord. Foto: Jørgen Ahler.

Enorm kapacitet og tilsvarende pris

Et 50 fods skærebord kan virke lidt vildt, men efter at have kørt med Case IH AF 10 er jeg ikke i tvivl om, at de 50 fod og AF 10 er det perfekte match. I raps, der gav omkring 4,5 ton pr. hektar, og som lå hen ad jorden lå kapaciteten på AF 10 med en uerfaren chauffør på cirka 25 ton i timen.

I hvede har maskinen i skåret leveret på den gode side af 100 ton i timen. Autostyring og skærebordets balancerede gang hen over jorden betyder, at man hurtig bliver dus med maskinen og føler sig godt til rette i det røde lædersæde, der har både varme, ventilation og massage. Det manglede da også bare, når en AF 10 på hjul og uden skærebord koster på den gode side af syv millioner.

For den pris får man til gengæld en mejetærsker med en enorm kapacitet og en konstruktion der gør den til klassens enkleste mejetærsker.

Producentkommentar af Niels Petersen, Case IH Harvesting Products

Høsten 2025 er slut, og det er vores første erfaringer med Axial-Flow AF10 også.

Som Helge skriver i sin beretning om AF10, så er der så meget nyudvikling at vi hurtigt kan konkludere at dette er den vigtigste lancering af Axial-Flow siden 8010'eren.

For Case IH har det været vigtigt at udvikle en maskine, som opfyldte alle de ønsker danske landmænd havde stillet gennem årene. Det er blandt andet mere kapacitet i frø og korn, intelligent halm- og avnehåndtering, enkel betjening, fokus på vedligehold og så videre.

Vi er sikre på, at stort set alle ønsker er opfyldt indtil videre, men selvfølgelig kommer der nye til hele tiden. Med vores tætte samarbejde med MacDon, er vi også i konstant dialog omkring videreudvikling af vores fælles koncept.

Høsten 2025 har bekræftet os i at både AF9 og AF10 bliver flittige gæster på danske landbrug i fremtiden.

Tak for besøget.