Fødevarestyrelsen oplyser, at der for første gang i årtier er udbrudt brucellose i en dansk grisebesætning. Udbruddet får konsekvenser for alle danske besætninger, der eksporterer grise til levebrug til andre EU-lande. Det gælder både avlsdyr og dyr til opfedning.
Konsekvensen af udbruddet er, at Fødevarestyrelsen nu er gået i gang med at udarbejde en ny erklæring, der skal danne baggrund for tilladelse til eksport af grise. Foreløbig er der iværksat en midlertidig ordning, der gør det muligt at få udstedt et certifikat i forhold til kravene.
Brucellose kaldes også smitsom kastning. Smitte kan ske fra vilde dyr som harer, enten direkte i udendørs besætninger eller via foder, der indeholder smitte fra vilde dyr.
Symptomer på sygdommen er abort ved søer og kraftigt hævede testikler ved orner.
Brucellose er en anmeldepligtig sygdom. På mistanke skal dyrlægen derfor kontaktes.

