Stemningen var god, da Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, i daglig tale JU Århus, inviterede alle med deres daglige gang på skolen, bestyrelse og byggeriets samarbejdspartnere til rejsegildet med grillpølser og forfriskninger.

Byggeriet - som nu for alvor er ved at tage form - blev der taget det første spadestik til i april 2025. Det omfatter cirka 2.130 kvadratmeter fordelt på en multihal, køkken/kantine og nye kontor- og mødefaciliteter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udenomsarealerne gennemgår også en betydelig forvandling med etablering af grønne rum inklusiv en grøn rambla med plads til workshops og udendørs undervisning, skriver JU Århus i en pressemeddelelse.

Fremtidens læringsrum

Med de nye faciliteter skaber JU Århus rammerne for, at læring, sociale fællesskaber og pauser kan flyde sammen.

De fysiske rammer bliver ikke blot til klasselokaler og fællesområder - men lærings- og udviklingsrum, hvor elever og kursister kan få inspiration, fordybe sig og møde hinanden i mange sammenhænge.

JU Århus, er en grøn erhvervsskole, som udbyder erhvervsuddannelser, EUX, lederuddannelser, 10. klasse og kurser inden for hele det grønne område.