Abonnementsartikel
Agco-koncernen har netop offentliggjort regnskabet for 1. kvartal 2008. Det viser en rekordomsætning på 8,63 milliarder kroner mod 6,44 milliarder for samme periode sidste år. Det er en stigning på 21 procent.
- Økonomien er på vej op i landbruget samtidig med stærke markeder overalt på kloden. Disse ting i kombination med et godt forhandlernetværk har gjort det muligt for os at forøge omsætningen, siger Martin Richenhagen, øverste chef hos Agco.
Resultatet for 1. kvartal lyder på 301 millioner kroner 183 millioner mere end i 1. kvartal 2007, hvor resultatet lød på 118 millioner kroner.
Koncernen har blandt andet haft fremgang på salget af store traktorer og mejetærskere, og særligt i Sydamerika har Agco oplevet en fremgang i salget på 44 procent.
I Europa, Afrika og Mellemøsten steg salget sammenlagt med 20 procent i 1. kvartal. Europa tegner sig for de tre procent, og her er det England, Spanien og østlandene, der hiver salget op, mens Skandinavien, Finland og Italien oplevede et fald i salget.