Som led i aftalen om dyrevelfærd 2024-2027 "Sammen om dyrene" blev det blandt andet besluttet, at der skulle foretages en undersøgelse af mulige strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet.
I maj 2025 præsenterede regeringen et udspil om strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet, der blandt andet omfattede en fordobling af straffen for grov uforsvarlig behandling af dyr.
Men det stopper ikke der. For regeringen har nu besluttet også at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, som vil hæve strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år, svarende en en tredobling. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
- Det er forkasteligt at udsætte dyr for mishandling. Ved at indsætte en bestemmelse i straffeloven, som hæver strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen med fængsel i op til seks år, sender vi et kraftigt signal om, at det ansvar, vi har for andre levende væsener, skal tages alvorligt. Det handler om respekt for liv. Herunder de liv, der ikke selv kan råbe op, siger justitsminister, Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.
Regeringen forventer at fremsætte forslaget om udvidelse af strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen for Folketinget i den kommende folketingssamling.

