Det er ikke hver dag, at EU's landbrugskommisær Christophe Hansen lægger vejen forbi Danmark. Men i dag har han taget turen fra Bruxelles for blandt andet at få input til de forslag i EU's landbrugspolitik, der skal sikre næste generation af landbrugere. Og formand for LandboUngdom Christian Orthmann ser frem til besøget.

- Der er virkelig mange positive takter i EU's forslag, og jeg ser rigtig meget frem til at mødes med kommissæren og få indsigt i hans tanker og selvfølgelig få lov at komme med vores input, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på næste generation

Den 16. juli i år fremlagde Europa-Kommissionen sine forslag til det næste syvårsbudget for EU og for den fælles landbrugspolitik for perioden 2028-2034. Et af de centrale emner er generationsskifte i landbruget, der er forbundet med store udfordringer i alle medlemslande, forklarer Christian Orthmann.

Fælleskab er nøglen til at fastholde de unge i landdistrikterne
Se også:

Fælleskab er nøglen til at fastholde de unge i landdistrikterne

- Alle har set problemet vokse sig større og større. I udspillet er generationsskifte en ledestjerne, og nu bliver der taget yderligere initiativ til at investere i, at unge landbrugere kan komme ind i erhvervet, siger han.

Etableringsstøtte som middel

Kommissionens forslag lægger blandt andet op til, at medlemslandene skal lave en strategi for generationsskifte og fastlægge en startpakke for unge landmænd, som blandt andet skal indeholde etableringsstøtte samt en højere støtteprocent for investeringsstøtte for små landbrug til unge landmænd. Og Christian Orthmann glæder sig over, at der nu bliver sat endnu flere konkrete initiativer i værk.

Ny CAP er stærk gift for dansk landbrug
Se også:

Ny CAP er stærk gift for dansk landbrug

- Som det er nu, kan det være svært at blive selvstændig landbruger, og desværre er der nogle, som må vinke farvel til den drøm. Derfor er det kærkomment, at generationsskifte fylder så meget i udspillet. Vi har set, at etableringsstøtten er godt brugt i Danmark, den giver mulighed for, at flere unge uanset økonomisk baggrund kan investere i deres eget. Et løft af den vil gavne os unge, siger han.