De sydlige regioner af Rusland og Ukraine kan miste en væsentlig del af produktionen af solsikkefrø og andre afgrøder i denne sæson på grund af en kombination af ekstrem tørke og græshopper. Bestanden af græshopper har nået et hidtil uset niveau og breder sig ud fra krigszonen.
Det skriver det hollandske fodermagasin All About Feed.
I de seneste måneder er græshoppebestanden vokset hurtigt langs floder og marker tæt på de russisk/ukrainske kampzoner. Samtidig opleves en usædvanlig sommervarme og et fravær af de fugle, som lever af blandt andet græshopper, idet fuglene angiveligt søger væk fra krigsområderne.
Ødelæggelsen af Kakhovka-dæmningen i 2023 menes også at bidrage til udviklingen, fordi bruddet på dæmningen skabte store sumpområder, hvor græshopper trives og yngler.
Ukrainske Vadim Chaikovsky, der er viceformand for den statlsige myndighed "Food Safety and Consumer Protection" langer ud efter russerne i de lokale medier og siger, at deres krigshandlinger kan få alvorlige konsekvenser for den globale fødevaresikkerhed.
Områder med ødelagte afgrøder
Græshopperne formerer sig i kampområderne, hvorfra de spreder sig til hele regionen. Der er rapporteret om ødelagte afgrøder i Dnipro, Kyiv og endda Vinnitsja-regionen i det vestlige Ukraine.
Flysprøjtning, som normalt bruges til at bekæmpe græshopper, er ikke mulig, da Ukraines luftrum fortsat er lukket af sikkerhedshensyn.
Men også russerne er ramt af situationen. På grund af den ekstreme varme kan landmænd i de sydlige regioner miste op til en fjerdedel af høsten i år, skriver All About Feed.
I de seneste uger har myndighederne i Rostov-regionen, et vigtigt landbrugsområde i syd, udtrykt bekymring over den hastige spredning af græshopper. Resultatet er begyndelsen på en egentlig krise i foderindustrien.
Rostovs guvernør Yuri Slyusar siger ifølge mediet, at man står over for den risiko, at landmændene begynder at slagte deres dyr. For at modvirke dette anmoder han om økonomisk støtte fra de statslige myndigheder.

