FirstFarms har udsendt sit halvårsregnskab for første halvår 2025, hvoraf det fremgår, at de negative konsekvenser af et udbrud af mund- og klovesyge i mælkeproduktionen og priser under budget i grise- og afgrødeproduktionen ifølge ledelsen er opvejet af gode vækstbetingelser i marken og højere priser på kvæg..
Foruden lavere priser på grise end budgetteret blev resultatet for første halvår selskabet også påvirket af en mindre effekt fra værdireguleringer på grisene.
I alt blev værdisætningen af de biologiske aktiver ifølge FirstFarms reguleret ned med en million kroner i første halvår sammenlignet med samme første halvår 2024.
- Den samlede positive påvirkning på værdireguleringen på grise, kvæg og afgrøder, som ikke er høstet, er på 42 millioner danske kroner, hvorimod værdiregulering af aflivning af malkekøerne som følge af mund- og klovesyge er negativ med 35 millioner kroner. Der er herudover indregnet 31 millioner kroner i forsikringssum, således at nettopåvirkningen af aflivning af dyrene i forbindelse med mund- og klovesyge er fire millioner kroner, fremgår det af regnskabsmeddelelsen.
Tilbagegang i nøgletal
Omsætningen i FirstFarms blev i første halvår 192 millioner danske kroner mod 220 millioner kroner i same periode i 20224. Og overskuddet blev syv millioner kroner mod 18 millioner kroner i same periode i 2024.
I en regnskabsmeddelelse skriver FirstFarms, at faldene i alle nøgletal primært skyldes tab relateret til udbruddet af mund- og klovesyge på koncernens farm i Plavecky Stvrtok, Slovakiet, i foråret.
- Mund- og klovesyge vil påvirke driften resten af 2025 og i 2026, skriver ledelsen.
Byggeriet af et mejeri i tilknytning til mælkeproduktionen i Plavecky Stvrtok er midlertidigt indstillet som en konsekvens af udbruddet af mund- og klovesyge på farmen, men byggeriet forventes ifølge selskabet at blive genoptaget i andet halvår 2025.
Tilfredsstillende resultat
- Vi har været igennem en af de mest udfordrende perioder i virksomhedens levetid. Set i det lys er vi tilfredse med halvårsresultatet. Vores stærke økonomiske fundament betyder, at vi har kunnet fortsætte udviklingen af FirstFarms og fortsætte vores store anlægsarbejder - en siloudvidelse og en udvidelse af vores vandingsanlæg - begge i Rumænien, siger Co-CEO Michael Hyldgaard.
Siden myndighederne den 30. marts 2025 bekræftede, at FirstFarms havde et udbrud af mund- og klovesyge og 3.521 dyr på ejendommen måtte aflives, er der gennemført et omfattende rengørings-, desinfektions-, klargørings- og logistikarbejde.
Klar til køer igen
Rengøring, vask og desinfektion på farmen er færdigudført af FirstFarms, og de slovakiske myndigheder har gennemført to obligatoriske afsluttende desinfektioner i august.
Dermed er FirstFarms nu ifølge halvårsrapporten klar til at indsætte 40 testkøer på farmen. Køerne færdes på hele matriklen i en periode på tre uger, hvorefter de testes for mund- og klovesyge. Hvis dyrene er fri for sygdom, frigiver myndighederne ifølge selskabet farmen.
FirstFarms forventer at indsætte de første malkekøer og genoptage mælkeproduktionen i Plavecky Stvrtok i løbet af Q4. Selskabet forventer desuden at have genetableret den fulde besætning allerede i 2026 - et år tidligere end først forventet.
- Vi forventer, at en fuld genetablering af besætningen kan ske relativt hurtigt, da arbejdet med at tilvejebringe en ny besætning går hurtigere end forventet. Samtidig har medarbejderne ydet en ekstraordinær indsats de seneste måneder, og samarbejdet med de slovakiske myndigheder har været godt, siger Co-CEO Søren Bredvig.
Forventninger til 2025
Som en direkte konsekvens af mund- og klovesyge-udbruddet nedjusterede koncernen den 31. marts 2025 forventningerne til årets resultat med 45 millioner kroner.
I juli 2025 fik koncernen mulighed for at søge regionalt tilskud til investeringer i dyr og til dækning af andre omkostninger i relation til udbruddet. FirstFarms forventer et tilskud på 40-55 millioner kroner, hvoraf de 10 millioner i givet fald vil have resultateffekt i 2025. Derfor opjusterede koncernen 11. juli 2025 forventningerne til årets resultat.
FirstFarms' primære fokus er ifølge halvårsrapporten en fuld genetablering af mælkeproduktionen samt til stadighed at drive den øvrige produktion mere effektiv, produktiv, cirkulær og mere bæredygtigt.

