- At vi undgår gebyrstigninger i dyrevelfærdskontrollen er ingen sejr, når en dyrlæge på kontrolbesøg stadig skal koster cirka 6.000 kroner i timen for vi svineproducenten. Det er fuldstændigt håbløst og helt ude af proportioner, siger Jeppe Bloch Nielsen, formand for Danske Svineproducenter.
- Selv de dyreste advokater kommer ikke op på den timepris, siger Jeppe Bloch Nielsen, som reaktion på, at fødevareminister Jacob Jensen (V) har bebudet et opgør mod de stigende gebyrer på fødevareområdet, skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.
Den første time med tilsyn og kontrol koster 5.967 kroner, ved næste time koster 5.124 kroner. Gives der anmærkning, udløser det ovenikøbet to ekstrakontroller til mindst 6.797 kroner pr. gang.
- Det er selvfølgeligt positivt, at vi undgår nogle planlagte stigninger. Men det er som at skyde gråspurve med kanoner, når Landbrug & Fødevarer udråber det som en sejr. En afblæsning af en planlagt stigning er jo ikke en besparelse.
Gebyrreduktion
Fødevareministeriet har fundet gebyrreduktioner for cirka 50 millioner kroner årligt, som svarer til 10 procent besparelser i det samlede gebyrtryk.
Konkret bliver gebyrerne på to kontrolordninger sat ned for svineproducenter, nemlig kontrol af dyr til eksport og kontrol af logbøger.
I alt en besparelse på knap 7 millioner kroner. Samtidig har ministeren besluttet, at planlagte stigninger i dyrevelfærdskontrollen for godt 30 millioner kroner bliver undgået.
- I en tid med stigende fødevarepriser og generel fødevareusikkerhed er det helt afgørende, at vores fødevarevirksomheder har de bedst mulige betingelser. Gebyrerne for bl.a. fødevareproducenter har traditionelt set været stigende, og gebyrtaksterne har samtidigt været ret ustabile. Den kedelige tradition har skabt usikkerhed og kan have hæmmet vækst og potentielt også en betydning for fødevarepriser. For mig er står det ganske klart - vi skal have et gennemsigtigt og stabilt gebyrsystem. Jeg er derfor glad for, at jeg samlet set kan fjerne gebyrudgifter for omkring 50 millioner kroner. årligt, udtalte fødevareminister Jacob Jensen (V) under præsentationen af gebyrudspillet den 20. august 2025.
EU-stridigt
Landsforeningen har gennem mange år arbejdet intenst med de høje gebyrer i et forsøg på at få dem sat ned til et niveau, som flugter med det niveau, andre virksomheder opkræver i timebetaling.
- Det har været svært at vinde gehør, og vi hilser fødevareministerens fokus på det her velkomment, herunder et stort analysearbejde. Han har lyttet til vores indspark og til den massive kritik, der har været, og han har også taget en række fornuftige initiativer omkring regelforenkling og mindre bureaukrati. Men vi er slet ikke i mål, og vi bliver ved med at kæmpe kampen, siger direktør Per Bardrum, Danske Svineproducenter.
- Landsforeningen har gentagne gange spurgt ind til detaljer i Fødevarestyrelsens gebyrordninger, idet de ikke lever op til EU-reglerne. Det har været vanskeligt at få enkle svar på enkle spørgsmål.
- MF Per Larsen (K) har netop forespurgt Fødevareministeren om, hvordan Fødevarestyrelsen fordeler fællesomkostningerne ud på gebyrordningerne. Ministeren svarer, at både direkte og indirekte omkostninger fordeles, og det er EU-stridigt, siger Per Bardrum.
- Danske virksomheder og svineproducenter betaler i dag for en stor del af Fødevarestyrelsens centrale administration, men ifølge EU-regler må man kun opkræve gebyrer, der dækker den direkte kontrol ude på virksomhederne og i staldene, siger Per Bardrum.
Gebyrsag i landsretten
Sideløbende med fødevareministerens udspil med gebyrreduktion kører der en sag i Østre Landsret om gebyrer i kødkontrollen. Sagen handler i korte træk om, hvorvidt Fødevarestyrelsen kan opkræve de gebyrer, som virksomheder i dag betaler - f.eks. for kødkontrol på slagterier samt hos fødevareproducenter og transportører af dyr. Udfaldet kan få stor betydning for hele fødevarebranchen.
- I Landbrug & Fødevarer har man udtrykt undren over, at fødevareministeren ikke har taget kødkontrollen med i det store analysearbejde. Men da der aktuelt kører en retssag, er det naturligt, at ministeren afventer udfaldet, lyder det fra Per Bardrum, der gerne havde set Landbrug & Fødevarer bakke op om retssagen i bestræbelserne på at få sat kontrolgebyrerne ned fremfor at juble over bagateller, som ikke gør en væsentlig forskel, siger han.
Gebyrsagen er anlagt i 2019 af Landsforeningen af Danske Svineproducenter, Danske Slagtermestre, Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter og SamMark.
- Får vi medhold, vil Fødevarestyrelsen blive tvunget til at sænke gebyrerne, lyder det fra Landsforeningen.

