Korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers har købt Verdos træpilleaktiviteter, og vil dermed styrke sin position som distributør og forhandler af biobrændsel.

Aftalen indbefatter, at Brødr. Ewers overtager Verdos varelager af træpiller i Randers og Horsens samt aktiviteterne på Næstved Havn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i lang tid haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Verdo, og vi er meget glade for, at de har indgået denne aftale med os. Aktiviteterne på Næstved Havn passer perfekt ind i den strategi, vi har lagt. Vi ser et stort potentiale i markedet for biobrændsel, som vi nu vil være i stand til at udnytte endnu bedre, siger Carsten Jensen, direktør i Brødr. Ewers i en pressemeddelelse.

Brødr. Ewers køber Hjaltelin ApS på Kolding havn
Se også:

Brødr. Ewers køber Hjaltelin ApS på Kolding havn

- Med overtagelsen af Verdos aktiviteter styrker vi vores forretning indenfor træpiller og briketter betydeligt, og vi bliver en større distributør og forhandler af biobrændsel. Volumen er afgørende i markedet både i forbindelse med indkøb, transport og logistik. At vi nu styrker vores repræsentation - ikke mindst i endnu en strategisk vigtig havn - gør at vi har gode muligheder for at effektivisere inden for dette område, siger Hans Otto Ewers, der er administrerende direktør i Brødr. Ewers.

Biobrændselen importeres hovedsageligt ad søvejen fra især Baltikum, Norge og Sverige, og energiforretningen er de senere år gået fra en være en mindre beskæftigelse for Brødr. Ewers til at være en del af kerneforretningen.

Opkøbet er først endeligt gennemført, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt aftalen.