Danish Crown er allerede begyndt at indrette en ny produktion i Vejen. Over 5.000 kvadratmeter skal udstyres til at producere burgerbøffer til McDonald's hamburgere, Quarter Poundere og Big Mac's i et omfang, så Danish Crown kommer til at ansætte mellem 80 og 100 nye medarbejdere i løbet af de næste 12 måneder.
- Det er fantastisk, at McDonald's har valgt os til producere deres burgerbøffer fremover. Med aftalen skaber vi både et stort antal nye arbejdspladser i Danmark og leverer et meget synligt bevis på, at den forsyningssikkerhed, vi kan tilbyde som landsmandsejet fødevareproducent, gør os til en attraktiv samarbejdspartner, siger Niels Ulrich Duedahl, der er administrerende direktør fra Danish Crown i en pressemeddelelse.
For McDonald's er det positivt, at der i løbet af sommeren 2026 kommer dansk oksekød i burgerne. Kæden har 115 danske restauranter, samt restauranterne i resten af Norden.

- Vi vil gerne bidrage så meget som muligt til samfundet, så det betyder meget for os, hver gang vi finder andre danske virksomheder, der har lige så meget fokus på kvalitetssikring på alle parametre som os selv. Vi er også sikre på, at vores gæster vil synes om, at vi nu får dansk oksekød i vores burgere, siger Mads Friis, der er McDonald's administrerende direktør i Danmark.
Opbygningen af den nye fabrik i Vejen sker i eksisterende lokaler, som i løbet af de næste ni måneder vil blive gennemrenoveret og udstyret med det nyeste indenfor maskiner og teknologi til produktion af burgerbøffer.
Mens der skal ansættes op mod 30 medarbejdere til at forestå produktionen på fabrikken i Vejen, så bliver der også brug for mellem 60 og 70 nye medarbejdere på Danish Crowns kreaturslagteri i Holsted, der ligger cirka 15 kilometer fra Vejen.
De mange nye medarbejdere på slagteriet skal skære alt det oksekød, som den nye fabrik kommer til at forarbejde til burgerbøffer.
- McDonald's er ekstremt omhyggelige og selektive i valget af nye samarbejdspartnere. Derfor er vi ekstra stolte over at have landet en så vigtig aftale - et resultat af flere års målrettet indsats, siger Finn Klostermann, der er direktør med ansvar for Danish Crowns oksekødforretning.
Han påpeger desuden, at det er en fantastisk opgave at skulle bygge en ny fabrik op fra bunden.
Det er ikke kun på oksekødet, som Danish Crown skal levere til burgerkæden - også bacon skal i fremtiden komme fra danske svineproducenter.

