Agritechnica vil i forbindelse med messen i november formidle praktiske værktøjer til at dyrke klimamodstandsdygtigt landbrug, og den tyske landbrugsorganisation DLG, der står bag Agritechnica vil med sit initiativ fremme international erfaringsudveksling og den globale dialog om regenerative dyrkningsmetoder.
Ifølge en pressemeddelelse vil Agritechnica 2025 sætte regenerativt landbrug i centrum, fordi klimaforandringer udfordrer det globale landbrug, og regenerativt landbrug er ifølge arrangørerne en praktisk og fleksibel tilgang til at opbygge klimamodstandskraft.
Jordens sundhed
- Regenerativt landbrug fokuserer på at forbedre jordens sundhed gennem reduceret jordbearbejdning, permanent jorddække, varierede sædskifter og intensiv brug af efterafgrøder. Disse metoder har til formål at stabilisere jordens funktioner, øge kulstoflagringen og forbedre vandtilbageholdelsen - alle faktorer, der er afgørende for at fastholde udbytter under stadig mere ustabile vejrforhold, skriver DLG.
En af udfordringerne med begrebet regenerativt landbrug er ifølge Agritechnica-arrangørerne, at der ikke findes en universelt accepteret definition af regenerativt landbrug.
- Men regenerativt landbrug er blevet en global prioritet, siger Dr. Bruno Görlach, der er divisionschef for planteproduktion og markdrift hos DLG.
Og han mener, at regenerativt landbrugs fleksible ramme gør det muligt for landmænd at indføre enkelte elementer som led i en gradvis omstilling. Denne tilpasningsevne gør metoden særligt relevant i lyset af EU-regler, der sigter mod at reducere brugen af gødning og plantebeskyttelsesmidler.
- Landmænd over hele verden søger praktiske løsninger på klimarelaterede udfordringer, og regenerative metoder tilbyder en fleksibel, videnskabeligt baseret tilgang. Hos DLG har vi allerede taget de første skridt i Tyskland ved at tilbyde en klassifikationsguide om emnet. Fokuset på jordens sundhed på Agritechnica 2025 er endnu et skridt i at informere internationale landmænd om potentialet i regenerative systemer og støtte deres omstilling med teknisk ekspertise og praktisk knowhow, siger Bruno Görlach.
Landmænd og forskere
På Agritechnica 2025 er DLG's spotligt på sund jord placeret i hal 24, og den tilhørende ekspert-scene, som er navngivet "Smart Efficiency" præsenterer internationale cases og debatter om regenerative metoder. Landmænd, forskere og branchefolk vil drøfte, hvordan regenerative systemer kan forene bæredygtighed med produktivitet.
Agritechnica 2025 er fra 9. til 15. november i Hannover og har cirka 2.700 udstillere og der ventes 430.000 besøgende.

