Det bliver heller ikke i uge 33 at Danish Crowns grisenotering rykker på sig. Derfor er den også i den uge på 13,40 kroner pr. kg.
I sin markedsberetning skriver slagteriet:
Afslutningen på sommerferieperioden i Europa kan nu skimtes, og det betyder, at markedet er på vej tilbage til sin normale rytme.
- Der er virkeligt varmt i store dele af Europa lige nu, og i hele Sydeuropa har det være en usædvanlig varm sommer. Det har påvirket tilførslerne til slagterierne, fordi grisene vokser langsommere. Det skaber en vis usikkerhed omkring, hvor mange grise, der vil være når temperaturerne falder, men på den korte bane har vi et marked, hvor priserne er stabile, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
Der er en jævn efterspørgsel på forender, bove og nakker. Den midterste del af grisen sælges i vid udstrækning til kunder udenfor Europa og i Storbritannien til pæne priser. Til gengæld er markedet for skinker fortsat lidt presset af sommerferien i Italien.
- Det er et lidt underligt marked, vi har i øjeblikket. Det er lidt "hvem blinker først", og derfor er det meget svært at forudsige udviklingen i de kommende uger. Kommer der pludselig markant flere grise, så kan priserne komme under pres. Bliver vi omvendt på det nuværende niveau, så ser vi ind i et stabilt efterår, siger Per Fischer Larsen.

