Det bliver til en endnu bedre høst i 2025, end DLG ellers havde forventet, skriver grovvaregiganten i en pressemeddelelse.

DLG vil igen i år aftage cirka halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd vælger at indlevere, og kan dermed rimeligt klart vurdere, hvor langt landbruget er kommet med årets høst, og hvordan prognosen for det endelige resultat ser ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere har DLG forventet i underkanten af to millioner tons afgrøder indleveret, men DLG forventer nu at modtage over to millioner tons afgrøder fra landmændene i forbindelse med årets høst.

Overraskende modenhed i markerne: Kornet var klar før mejetærskeren
Se også:

Overraskende modenhed i markerne: Kornet var klar før mejetærskeren

Bare mandag blev der på en dag indleveret 130.000 tons på DLG's lokationer landet over.

- Det har vitterligt væltet ind med korn de seneste dage, siger Mogens Frederiksen, Vicekoncerndirektør for afgrøder.

Han har hele vejen igennem troet på, at høsten ville blive god, men ud fra data på de seneste dages høst, så tegner høsten i 2025 til at blive endnu bedre end forventet.

- Overordnet set, så er det indtil nu gået rigtig godt med høsten. Efter to år med et resultat under middel, så ser det ud til, at vi får et rigtigt godt år i år. Vi får stadig data og analyser ind på kvaliteten, men det tegner lovende, og mængderne er store. Vi har hele tiden forventet en høst over middel. Men det bliver sandsynligvis en høst, der er godt over middel, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Enorme mængder hvede kom i tanken
Se også:

Enorme mængder hvede kom i tanken

Vejrudsigten for de næste dage ser udmærket ud, og Anders Jeppesen Jensen, Head of Agriculture Denmark, DLG Group forventer yderligere travlhed de kommende dage.

- De fleste afgrøder er modne og klar til høst, og vi forventer, at landmændene kommer rigtig langt den næste uge, hvis vejret holder tørt. Det er enorme mængder korn og raps på meget kort tid, som vores indleveringsteder skal håndtere. Det er en usædvanlig stor opgave, og der bliver pres på i de kommende dage på enkelte af modtagepladserne, siger han.

Den samlede danske høst i 2023 endte på 7,1 millioner tons, mens tallet var 7,6 millioner tons i 2024. I et 'normalt' år høster danske landmænd på den gode side af 9 millioner tons.