Dybfrostærter Amba har søgt midler hos Fonden for Plantebaserede Fødevarer, som blev oprettet i forbindelse med landbrugsaftalen i 2021, og som støtter udvikling af den plantebaserede fødevaresektor, så vi i fremtiden kan nyde godt af danskproducerede, plantebaserede fødevarer.
Kontakten er taget med henblik på at afdække mulighederne for igen at få en produktion af frostærter på dansk jord, det fremgår af formand Knud-Erik Clausens beretning ved seneste generalforsamling.
"Ved vores kontakt til fonden her i februar fik vi bekræftet, at det er muligt at søge til for eksempel "udbudsfremme", hvilket dækker vores område. Man kan ikke få midler til etablering af en produktion, men man kan få midler til afdækning af mulighederne, hvilket er det, vi mangler. Man kan herigennem få tilskud til 70 - 100 procentaf udgifterne", hedder det i beretningen.
Til Landbrugsavisen siger formanden, Dybfrostærter Amba der er basis for en dansk produktion af dybfrostærter.
- Vi havde kvaliteten, vi havde avlerne, og vi havde afsætningen. Vi forstår stadig ikke, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre i Danmark, siger Knud-Erik Clausen til avisen.
Dybfrostærter Amba er tidens udgave af det der startede som "Avlerforeningen for Dybfrostærter" i 1999.
Siden Ardo valgte at lukke den eneste fabrik til dybfrostærter i Orehoved på Nordfalster har foreningen virket for at udnersøge en mulig genstart af produktionen.
Her er både Sydhavsøerne samt Sydsjælland i spil som mulige placeringer
Samtidig er det visionen, at fabrikken skal håndtere ærter i første omgang, men sidenhen kunne producere andre grøntsager, for at det hele til at hænge sammen.
Hvis Dybfrostærter Amba får tilsagn om tilskud, vil foreningen fortsætte indtil minimum 2027, hvor man forventer et endegyldigt svar på, om produktionen kan genopstartes.
Hvis ikke, vil bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling igen i 2025 med henblik på at nedlægge sig selv.





