Størstedelen af det politiske parnas kunne ikke få nok af at klappe hinanden på skuldrene over det, der blev kaldt en grøn trepartsaftale.
Der var - måtte vi måbende, almindelige danskere forstå - tale om en historisk aftale. Og det var da så sandelig også til landmændenes fordel, at mange af vores jorde skulle udtages, og at de tilbageværende marker skulle belægges med en CO2-afgift, som ingen af vores konkurrenter på det internationale marked døjer med.
Men nye erkendelser fjerner totalt grundlaget for trepartsaftalen. Den blev nemlig til takket være en politisk strømning, der var født på ryggen af idéen om de såkaldte ESG-regnskaber - hvor virksomheders bæredygtighedsrapportering på dét tidspunkt var den nye åbenbaring i den europæiske erhvervsregulering.
Dette grundelement er imidlertid forsvundet helt og aldeles. Europæiske politikere og embedsmænd har set lyset og fattet, at skal dette kontinent klare sig i konkurrencen med amerikanere og kinesere, er det ikke rimeligt at forlange et sådant omsiggribende bureaukratimonster af egne virksomheder. ESG-kravet er derfor blevet rullet tilbage, når det gælder små og mellemstore virksomheder.
Mon realitetssansen fra EU-kontorerne i Bruxelles når at sprede sig helt til både Christiansborg og Axelborg? Treparten har overlevet sig selv, inden den overhovedet blev sat i værk. Og heldigvis for det - dyrkede marker giver som bekendt ikke større miljø- og klimabelastning end urørt skov.
Den jordudtagning og den ekstensivering af dyrkningsfladen samt al den teoretiske kvælstofreduktion, der blev sat i værk i miljøets og klimaets hellige navn, bør trækkes tilbage med øjeblikkelig virkning.
