Minkregningen for tvangsnedlukningen i 2020 er pr. 1. august opgjort til 13,6 milliarder kroner. Erstatningen er blandt andet udbetalt til nedlukningserstatning gennem den skemalagte model og den forenklede model - den såkaldte fast-track-ordning.
Fødevarestyrelsen oplyser, at 350 minkfarme indtil videre har modtaget endelig erstatning. Da minkerhvervet lukkede ned i november 2020 havde Danmark cirka 1.100 aktive farme.
Beløbet på de knap 14 milliarder i erstatning indeholder kun én følgevirksomhed, som har fået udbetalt 948.172.570 kroner.
Beløbet på knap én milliard er udbetalt til auktionshuset Kopenhagen Fur.
Sidste år blev auktionshuset værdisat af staten til 1,55 milliarder kroner. Men dette beløb var Kopenhagen Fur ikke enig i, så parterne endte i Overtaksationskommissionen i 2024.
I følge Sander Jacobsen, Kopenhagen Fur, forventer man en afgørelse i erstatningssagen i slutningen af i år.
I følge aftalen mellem partierne bag erstatningen til minkerhvervet står erstatningen til Kopenhagen Fur først i rækken af følgevirksomheder til at få erstatning.
I følge de seneste beregninger fra januar i år vurderede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, at den samlede regning til minkerhvervet samlet ville løbe op i knap 30 milliarder.
Ud fra den beregning er Fødevarestyrelsen altså halvvejs i sine udbetalinger, men mangler 16 milliarder kroner.
De udbetalte erstatninger på 14 milliarder dækker blandt andet udgifter til bistand til minkerhvervet i forbindelse med udregning af erstatning, udgifter til Minksekretariatet, værdisikring og dvalekompensation.
I efteråret 2022 blev det besluttet igen at tillade minkavl fra januar 2023. I dag har Danmark samlet 12 minkvirksomheder fordelt på fem minkfarme.





