Vejrudsigterne lover godt høstvejr, og det kommer på det helt rigtige tidspunkt for landmændene. Afgrøderne er de fleste steder i landet helt klar, og nu skal høsten i hus.

- Vi er klar, og tror på en god høst. Prognoserne for udbytterne er gode. Efter to høstår under middel, så tror vi i DLG på, at i år bliver et over middel år. Det er godt for landmændene, DLG og for samfundsøkonomien, siger Anders Jeppesen Jensen, der er Head of Agriculture Denmark hos DLG Group i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På nuværende tidspunkt har DLG i Danmark fået rundt regnet 25 procent af det forventede høstudbytte leveret ind fra markerne. Den kommende uge tror man på, at hovedparten af udbyttet vil blive leveret fra landmændene.

Risiko for spiring og skulpeopspring inden rapsen når i hus
Se også:

Risiko for spiring og skulpeopspring inden rapsen når i hus

- Det kommer til at betyde travlhed overalt. Vi er godt forberedte, og vi har prøvet det før. Det her er højtiden i et andelsselskab som DLG, og vi glæder os, siger Karsten Espensen, der er segmentdirektør i nord.

Enorme mængder af korn skal flyttes

I øjeblikket er 30.000 tons hvede under lastning på et fragtskib ved Masnedø, syd for Sjælland. Lastningen foregår med en hastighed på 1.000 tons i timen, hvilket understreger den store kapacitet og effektivitet i DLG logistikoperationer.

- Vi flytter enorme mængder korn i DLG. Skibet i Masnedø er et godt eksempel på, hvad vi kan med den volumen, som vi som andelsselskab har opbygget, og det betyder, at vi hurtigt og effektivt kan eksportere store mængder afgrøder til udlandet, siger Henrik Kløve, der er segmentdirektør i øst.

Heine høster 11 ton vinterbyg med nye Lexioner i Thy
Se også:

Heine høster 11 ton vinterbyg med nye Lexioner i Thy

Tidlig høst i Sønderjylland

Høsten kom hurtigt til Sønderjylland. Den 30. juni leverede en landmand ved Broager årets første læs til en DLG-lokation. Det var ti dage tidligere end normalt, og det har betydet travlhed sommeren igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kom tidligt i gang i det sønderjyske, men vi mangler stadig store mængder. Det glæder vi os til at tage fat på i de kommende dage. Personalet er klar til at yde den ekstraordinære indsats, som er en forudsætning for at få høsten i hus, siger Mogens Andresen, der er segmentdirektør i syd.

Den samlede høst i 2023 endte på 7,1 millioner tons, mens tallet var 7,6 millioner tons i 2024. I et "normalt" år høster de danske landmænd på den gode side af ni millioner tons.