Er jeg den eneste, der er ved at være godt træt af al den debat og mudderkastning, der er omkring Landbrugspakken, og om hvorvidt Eva Kjer Hansen har lavet korrekte beregninger? Jeg skal ikke gøre mig til dommer på, hvad der er ret og vrang i den diskussion, men jeg håber snart, at der kommer lidt ro på, for jeg orker snart ikke at høre mere om det. Det bliver også sværere og sværere at forsvare erhvervet, når man snakker med folk der ikke er en del af landbruget, for vi fremstår efterhånden som de værste miljøsyndere, der kan gå på jorden i langt de fleste medier. Det er i sandhed op ad bakke at være landmand for tiden!

Apropos miljø, så er det netop det der sammen med gylle er temaet i denne udgave af Hyo, og det er der kommet en håndfuld artikler ud af. Der er både artikler, der handler decideret om gylle og andre specielt om miljø. Desuden er der de velkendte, faste artikler, der ligger udenfor temaet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Som noget nyt i Hyo introduceres der i denne udgave en ny, fast artikelserie, som omhandler fremtidens landmænd. Artiklerne kommer til at handle om de unge, højtmotiverede landmænd, der netop nu knokler rundt om på landets landbrugsskoler for at have den bedst tænkelige bagage med, når de skal ud og føre erhvervet videre. Dem skal der nu sættes fokus på. De fortæller i artiklerne om, hvad det er, der driver dem, hvor de ser udviklingen af dansk landbrug bærer henad, og hvilke drømme de selv har.

På sigt følger Hyo op på de medvirkende nye landmandsspirer, og ser, om deres videre færd, kommer til at stemme overens med deres forventninger og fremtidsplaner. Jeg har allerede mødt flere af dem, og jeg glæder mig til at introducere dem for jer læsere.

Rigtig god læselyst. ?