Arbejdstilsynet er i gang med at klarlægge årsagen til, at en ansat på en svinebedrift ved Heldum, mistede livet, da han var i gang med at sætte foderkasser op.
Til Dagbladet Holstebro-Struer bekræfter ejeren af gården, Torben Hauskov, dødsfaldet, men han understreger, at han ikke ved, om ulykken er relateret til mandens arbejde, eller om det var et ildebefindende.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken den 18. juli klokken 10.49.
- Når patruljen konstaterer, at en person er død, så tilkalder vi Arbejdstilsynet, fordi vi mener, at det kan have relation til arbejdet. Hvis vi skønner, at det var en naturlig død, så gør vi det ikke, siger Knud Lauridsen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro til avisen.
Arbejdstilsynet oplyser på deres hjemmeside, at en ansat i 20'erne er afgået ved døden, mens vedkommende var på arbejde på et landbrug.
- Her blev afdøde fundet livløs under arbejde med opsætning af foderkasser til smågrise. Afdøde udførte arbejde inden for branchegruppen Landbrug, Skovbrug og Fiskeri. Arbejdstilsynet undersøger ulykken.
Arbejdstilsynet har endnu ikke truffet en afgørelser i sagen.

