Proposition 12 i Californien og Question 3 i Massachusetts er to love, der har sat sindene i kog i amerikansk landbrug. Lovene opstiller regler for dyrevelfærd i de pågældende stater, og kræver desuden, at kød skal være produceret under vilkår, der lever op til kravene, hvis det skal sælges i delstaterne.
Mange politikere og landbrugsorganisationer i USA har af den grund set sig sure på lovene, som de hævder skaber handelshindringer mellem delstater.
Tidligere har højesteret afvist at tage stilling til lovene, og nu fortsætter kampen altså på føderalt niveau.
For republikanske Ashley Hinson, der er valgt til kongressen for den landbrugstunge delstat Iowa, har fremsat lovforslaget Save Our Bacon Act, som skal give kongressen beføjelser til at regulere handel med landbrugsvarer mellem delstater, meddeler hun på sin hjemmeside.
Loven skal blandt andet sikre, at individuelle stater ikke kan lovgive om produktion af dyr på en måde, som kan håndhæves overfor producenter fra andre stater.
Lovgivningen støttes dog ikke entydigt i Iowa, og i en leder i den toneangivende Iowa-avis The Gazette peger avisen på, at loven er det, amerikanerne kalder "Federal Overreach;" altså en føderal stat, der breder sig mere, end den bør, og begrænser delstaternes suverænitet til at lovgive.
"Gentagende gange ser vi republikanere, som ikke kan lide lokale love, trække kontrollen væk fra delstaterne. Nu vil republikanere i Iowa og landbrugsorganisationer lave en føderal lov, som siger til californierne, at de ikke har ret til at lovgive om deres egne fødevarer ud fra deres egne værdier", skriver avisen blandt andet i lederen.
De californiske velfærdslove har blandt andet betydet et marked for Danish Crown, da dansk gris lever op til kravene.

