Det norske landbrugsdirektorat støtter etableringen af et projekt, der har til formål at koordinere omlægningen til SPF i den norske griseproduktion.
Det skriver mediet "Svin", der udgives af det norske avlsselskab Norsvin.
Lars Terje Bogevik fra Norsvin er ansat som projektleder for satsningen, og han siger, at SPF længe har været en central del af strategien for bedre sundhed, øget produktivitet og reduceret forbrug af antibiotika.
- Nu går hele erhvervet sammen om et nationalt projekt for at sætte fart på omlægningen, og det er et signal om vilje til samarbejde og fremskridt, siger han til bladet.
National platform
Projektet løber fra 2025 til 2027, og målet er 100 procent omlægning inden 2030. Projektet skal fungere som en national platform for samarbejde.
Omlægningen til SPF er allerede langt fremskreden i en håndfuld af landets regioner.
- Med stadig skrappere krav til dyresundhed, klimaaftryk og antibiotikaforbrug er SPF en nøglefaktor for norsk svineproduktion i den fortsatte udvikling af et bæredygtigt og konkurrencedygtigt erhverv, siger Lars Terje Bogevik.
SPF-produktionsformen er kendt og udbredt i Danmark, hvor den har eksisteret i over 50 år. Systemet og princippet om sygdomsfrihed kendes desuden fra enkelte andre lande - især i Nordeuropa - men Danmark er internationalt førende og anvender systemet bredere og mere formelt end de fleste andre lande.

