Tilløbet har været langt, for Valtec og østrigske Eschlböck har været i kontakt i flere år om et muligt samarbejde, men nu er det officielt.; Valtec skal fremover stå for salg og service af Eschlböck Biber flishuggere i Danmark. Det oplyser Valtec i en pressemeddelelse.
Eschlböck tilbyder et bredt program af flishuggere fra mindre traktormonterede modeller til store, selvkørende industrimaskiner. Produktprogrammet dækker både skive- og tromlehuggere og er kendt for høj effektivitet, driftsikkerhed og fleksibilitet i forskellige opgaver hos både mindre skovejere og store, professionelle flisproducenter.
Det er specielt de store modeller som Eschlböck Biber 92, Valtec vil koncentrere sig om. Den leveres både som kærrehugger eller monteret på lastbiler. Huggeren kan lave meget grov, men også fin flis, som de danske varmeværker ønsker det.

Den store Biber 92-hugger håndterer træer op til 75 centimeter i diameter og er bygget op omkring en effektiv rotorteknik med variabel flisning, høj flishastighed og lavt energi-/brændstofforbrug.
Hvis man vil have det helt voldsomme grej, så kan Eschlböck levere en Biber 110, der er en topklasse industriel trommelflishugger med enorm kapacitet. Den neddeler stammer helt op til 90 centimeter i diameter med 10 eller 20 knive alt efter, hvor fin en flis man ønsker.
Valtec satser på god service
Den administrerende direktør, Jan Garder fra TBS Maskinpower, der blandt andet sælger Valtra-traktorer gennem fire Valtec-maskinforretninger i Jylland, glæder sig meget over, at samarbejdet med Eschlböck er kommet på plads.
- Vi har i forvejen stor berøringsflade med skovbranchen. Valtra har altid været skovfolkets foretrukne traktor, og vi arbejder i forvejen meget med Valtra skovtraktorer, Kronos udkørselsvogne, kraner og specialopbyggede flissæt, så med Biber-flishuggere i programmet får vi endnu mere at tilbyde det kundesegment, siger han.
Han tilføjer, at slid- og reservedele til Biber allerede er på vej til hylderne på reservedelslageret i Gravens, og lige efter høst tager tre servicefolk på kursus i Østrig, så kunderne kan få bedst mulig service fremover.





