Hos landboforeningen Agillix opfordrer man nu landmænd til at tage stilling til, om deres jorder egner sig til etablering af et minivådområde.

Baggrunden er, at kommunerne netop nu - fra august og frem til slutningen af september - arbejder intensivt med at udforme de omlægningsplaner, der skal danne grundlag for den kommende implementering af den grønne trepartsaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser et oplagt vindue lige nu, hvor man ved at melde et minivådområde ind kan være med til at sikre, at vi når i mål med de omlægningsplaner, der skal ligge klar ved udgangen af 2025, siger Carl Chr. Pedersen, der er formand for landboforeningen Agillix i en pressemeddelelse.

Ifølge Agillix reducerer minivådområder kvælstofudledningen med 20-30 procent allerede det første år.  Foto: Agillix
Ifølge Agillix reducerer minivådområder kvælstofudledningen med 20-30 procent allerede det første år. Foto: Agillix

Er der en teknisk mulighed for at anlægge et minivådområde og interesse fra en lodsejer, kan man få minivådområdet skrevet direkte ind i omlægningsplanerne og være med til at reducere kvælstofkravene her.

Reducering af kvælstofudledningen

Minivådområder er et af de redskaber, der hurtigt og effektivt kan reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande uden, at det lægger beslag på omdriftsjord i nævneværdigt omfang.

- Hvis du har drænet jord med et drænopland på minimum 20 hektar, kan du have potentiale for et minivådområde. Og med de eksisterende tilskudsordninger er det ovenikøbet en økonomisk overkommelig løsning - statens støtte dækker 100 procent af anlægsomkostningerne, lyder det fra rådgivningsvirksomheden.

Jordudtagning speedes op med 35 millioner til konsulenter
Se også:

Jordudtagning speedes op med 35 millioner til konsulenter

Ifølge Agillix reducerer minivådområder kvælstofudledningen med 20-30 procent allerede det første år. De kræver kun et meget begrænset areal, typisk mellem 0,1 og en hektar i randzoner, mens resten af dyrkningsjorden kan forblive i aktiv drift. Anlægsomkostningerne dækkes af et statsligt tilskud, hvilket gør løsningen økonomisk attraktiv for lodsejeren. Derudover kan et minivådområde i nogen grad have en positiv effekt på biodiversiteten, da de skaber levesteder for fugle, padder og andre arter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Af alle virkemidlerne til omlægningsplanerne spiller minivådområderne en potentiel stor rolle for landbruget. De kan etableres relativt hurtigt og fjerne kvælstof fra dag et. Dernæst er det et yderst arealeffektivt og intelligent virkemiddel, der koncentrerer og renser drænvandet, så jorden kan holdes i omdrift, fortæller Søren Hoff Brøndum, der er miljøchef hos Agillix.

Udtagningskonsulenter hjælper gratis

Der findes i dag en række udtagningskonsulenter rundt i landet, som kan hjælpe med vurdering af områdets egnethed, drænvandets kvælstofindhold, projektering og ansøgningsprocessen - helt gratis for lodsejeren.

Rådgiver: Sådan får du overblik over trepartens mulige indvirkning for dig
Se også:

Rådgiver: Sådan får du overblik over trepartens mulige indvirkning for dig

En af årsagerne til, at landmændene opfordres til hurtigst muligt at overveje et minivådområde er, at der skal tages hensyn til øvrige projekter i implementeringen af trepartsaftalen. Kommunerne arbejder sideløbende med planlægning af større lavbunds- og vådområder. Derfor kan minivådområder med fordel placeres i de områder, der ikke indgår i større projekter. Det gør en tidlig henvendelse endnu vigtigere.

- Hvis vi skal sikre, at minivådområderne ikke ender i kollision med større kommunale projekter, skal de med i planerne nu. Derfor er det vigtigt, at vi landmænd er på forkant, siger Carl Chr. Pedersen.