Markedet i Europa er fortsat præget af sommerferien, og interessen samler sig nu om udviklingen, når ferieperioden slutter i Nordeuropa om en uge, og den samtidig topper i Sydeuropa.
- Det skaber ofte lidt uro, når aktiviteten går ned i særligt Italien, fordi det er langt det største skinkemarked i Europa. Derfor skal en del varer finde andre hjem i de to uger, hvor der er industriferie i støvlelandet, og det kan koste på priserne, fortæller Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
Lige nu er der et stabilt marked for de fleste ferske varer, men de hjembragte priser på frosne varer er under pres efter de fald, der har været i kursen på særlig dollar og yen over de seneste måneder.
- Det er svært for os at komme igennem med prisstigninger, der kan modsvare det fald, vi har set i valutakurserne, fordi der er pænt store lagre i flere lande. Samtidig skal vi nu have forhandlet aftaler på plads med vores amerikanske kunder omkring den told på 15 procent, som vores varer bliver pålagt fremover. De forhandlinger bliver ikke nemmere af, at dollaren har tabt omkring 10 procent af sin værdi siden nytår, men vores udgangspunkt er fortsat, at det er vores kunder, der skal betale tolden, siger Per Fischer Larsen.

