Birger Hartmann bliver en del af direktionen sammen med administrerende direktør Nils Rasmussen.
Birger Hartmann kommer fra stillingen som administrerende direktør i Datalogisk, som tilbyder it-management til planteavlsbedrifter, skriver Patriotisk Selskab i en pressemeddelelse.
Den nyansatte kommercielle direktør har arbejdet med markeds- og salgsaktiviteter i en lang årrække og kommer til at have fokus på at skærpe Patriotisk Selskabs kommercielle position. Birger Hartmann har desuden stor erfaring med digitale, kunderettede aktiviteter.
- Foruden at være et behageligt menneske at omgås og en erfaren leder, har Birger Hartmann en meget relevant profil og stærke kompetencer inden for de områder, hvor vi gerne vil udvikle Patriotisk Selskab. Vi går en spændende tid i møde, og jeg ser frem til et godt samarbejde, siger Patriotisk Selskabs bestyrelsesformand Christina Ahlefeldt-Laurvig.
Den administrerende direktør Nils Rasmussen ser også frem til samarbejdet med Birger Hartmann.
- Jeg ser frem til et tæt parløb med Birger Hartmann, der kommer med solid erfaring med salgs- og markedsorienterede aktiviteter, siger han.
- Patriotisk Selskab står på et solidt fundament, og jeg er glad for at få muligheden for at være med til at udvikle organisationen, så Patriotisk Selskab også i fremtiden kommer til at stå stærkt som rådgivningsvirksomhed, siger Birger Hartmann.
Birger Hartmann har mere end 25 års ledelseserfaring og har foruden landbrug beskæftiget sig med energi, software og teknologi, siger Nils Rasmussen.





