De første udbrud af drøvtyggersygdommen Lumpy Skin Disease (LSD) i EU i flere år ses i disse dage i Italien og Frankrig.
Et af stederne med udbrud er Savoie i regionen Auvergne-Rhône-Alpes i Frankrig, hvor Tour de France-feltet kører på 19. etape, og netop dét har betydet, at etapen er blevet afkortet fra 129,9 til 95 kilometer, skriver ASO, der arrangerer løbet i en pressemeddelelse.
Det skyldes, at en besætning kvæg nær Col des Saisies er blevet slået ned på grund af "nodular dermatitis", som Lumpy Skin Disease også kaldes i kvæg.
Feltet skulle have kørt over netop Col des Saisies på den første del af etapen, men af hensyn til de landmænd, der netop har fået slået deres dyr ned, har man altså valgt helt at droppe Col des Saisies på etapen.

