Striden mellem Harsø Maskiner og Samson Group er blevet afgjort, og voldgiftssagen er faldet ud til Harsøs fordel.
Det meddeler Harsø Maskiner på Facebook.
Det betyder, at Harsø Maskiner skal have en erstatning fra Samson Group, og overfor Agriwatch oplyser medejer af Harsø Maskiner, Flemming Højvang, at han er tilfreds med sagens udfald.
- Ja, vi er tilfredse med selve sagens forløb, og det var kampen værd, selvom vi er endt et sted under vores krav. Det er jo dommeren, der afgør det, og begge parter er kommet med hver deres indvendinger, siger Flemming Højvang til Mediet.
Tvisten bunder i en uenighed, som opstod da Samson Group i 2021 overtog Gøma.
Som led i en samarbejdsaftale solgte Gøma Harsøs slæbeslangebomme, men det salg ophørte ved overtagelsen. Det salgsstop var ifølge Harsø en misligholdelse af samarbejdsaftalen.
Efterfølgende kunne de to parter ikke nå til enighed om et forlig, og derfor anlagde Harsø voldgiftssag mod Samson Group i 2024.
Samson Groups administrerende direktør Lars Henriksen har ikke ønsket at kommentere afgørelsen, skriver mediet.





