Er andelstanken fortid?

Dengang de første andelsmejerier startede i Danmark, kom de som en hjælp til de mange landmænd, der havde fået mælk i overskud, og som ikke rationelt kunne producere smør til markedet. Samtidig opstod det som en modreaktion på de privatejede mejerier, som flere af de store herregårde havde, hvor de små bønders mælk blev indkøbt til en meget lav pris. Andelsmejerierne blev dermed en sikring for de små bønder mod at blive holdt nede af de store.

Det er ikke forkert at påstå, at andelstanken var ren socialistisk tankegang, hvor man satte en begrænsning i det frie marked, men på den tid var det givetvis altafgørende for at få landbrugserhvervet udviklet, og der er ikke meget tvivl om, at andelsbevægelsen, som hurtigt overtog langt hovedparten af markedet, har betydet ekstremt meget for den danske fødevaresektor og dens eksport. Nu er spørgsmålet så, om tiden er løbet fra andelstanken, og om de store selskaber blot beholder amba-navnet af historiske årsager?

Når Søren Kreiberg Svennesen på øen Barsø i Lillebælt i realiteten skal betale ekstra for sit kraftfoder, fordi han på grund af færgen ikke har mulighed for at modtage et helt træk foder af gangen, så er det svært at se den solidariske tankegang, der lå bag andelsbevægelsen i sin tid. Man regnede ud fra hoveder og ikke høveder, hvilket jo må betyde at antallet af køer, eller sagt anderledes, gårdens størrelse eller placering, ikke skal have nogen betydning i magtstrukturen.

Arla er et andet eksempel på, at andelsprincipperne er blevet til en klods om benet for både selskab og andelshavere. Selskabet ønsker i højere grad at ekspandere i udlandet og holder derfor store summer tilbage på bundlinjen, da de ikke har muligheder for at opnå fremmed kapital. Andelshaverne, som ønsker Arlas bundlinje kapitaliseret i deres bedrifter, ud fra andelstankens grundprincip om at overskuddet deles, har reelt ikke noget valg. Leveringspligten binder dem til Arla, og magtstrukturen er blevet så fjern fra den enkelte landmand, at indflydelsen er minimal. Den enkelte landmand ville have fordel af at kunne sælge sine produkter på det frie marked.

Det spørgsmål, man kan stille sig selv, er, om tiden er løbet fra de principper, som andelsbevægelsen bygger på. Måske er bedrifterne blevet for store til, at der er et behov for den solidariske løsning, og i stedet vil have fordel af det frie marked? Svaret er i hvert fald ikke den model, som fungerer i dag. Er der fortsat et behov for en solidarisk løsning, hvor de store holder hånden under de små, eller er det en illusion i den globale virkelighed, vi lever i nu? ?