Dansek griseproducenter har i stor stil vist interesse for at være med i den ordning, der fra nytår vil sætte nye standarder for dyrevelfærden i de danske grisestalde.
Faktisk har efterspørgslen for at være med været så stor, at Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris har måttet begrænse adgangen til den kompensation på 50 kroner pr. gris, som udbuddet endte med, skriver L&F i en pressemeddelelse.
Det er branchens eget initiativ med en særlig omfordelingsmodel mellem griseproducenter, der først blev en del af dyrevelfærdsaftalen i Folketinget i februar 2024, og som dernæst fik grønt lys fra EU-kommissionen, der nu bliver ført ud i
livet.
Helt kort betyder ordningen, at de producenter, som vil producere grise med hele haler, får en økonomisk kompensation pr. gris. Kompensationen finansieres via svineafgiftsfonden.
- Vi har store forventninger til, at ordningen bliver en succes. Både i ord og nu i handling kan vi se, at interessen for ordningen er stor blandt vores medlemmer. Det lover godt og det signalerer, at vi er en branche, der tager ansvar og er klar til at håndtere de udfordringer, som vi bliver mødt med, siger H.C Gæmelke, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris.
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris har netop gennemført den første del af processen, hvor der blandt landets griseproducenter har været stor interesse for at være med i ordningen.
I udbuddet har producenter kunne byde ind med, hvor mange grise med hele haler, de kan producere, og hvad det vil koste dem i merudgift.
Når de nødvendige 500.000 grise blev nået, er det altså den sidste gris - det tilbud, der har fået antallet af grise op på 500.000, som har sat prisen.
Udbuddet er landet på, at en producent får 50 kroner i kompensation pr. gris, der produceres med hel hale, altså uden at være halekuperet.
Målet er, at indsatsen allerede i 2026 giver 1 million grise med hele haler i de danske stalde, og i forvejen specialproduceres allerede 500.000 med hele haler, hvorfor første udbud har været for 500.000.
Tallet skal efter planen stig til 4 millioner grise i 2028.
Det var fødevareminister Jacob Jensen (V), der tidligere på året fik EU-Kommissionens ja til, at ordningen i Danmark kan fungere som beskrevet.
Samtlige griseproducenter i Danmark betaler ind til Svineafgiftsfonden. De medlemmer, der kommer med i ordningen, bliver derefter kompenseret for de ekstra omkostninger, der følger med at producere grise med hele haler.
Dette gælder også for de eksisterende specialproduktioner, da man ifølge reglerne ikke må forskelsbehandle, og derfor skal de, der i forvejen producerer grise med hele haler, altså også kompenseres med de 50 kroner pr. gris.
Henover efteråret skal trådene samles for den videre indsats. Herunder skal projektet behandles og godkendes i Svineafgiftsfondens bestyrelse (SAF), før det står endeligt klart, hvor meget der skal opkræves pr. produceret gris af fonden.
Der gives ikke tilskud til initiativer, der i forvejen er lovkrav, men alene ekstraordinære tiltag som for eksempel ekstra tilsyn.

