I Danmark anbefales det generelt ikke at dyrke raps med højt indhold af erucasyre, også kaldet HEAR-raps.
Det skyldes at danske marker ofte skifter bruger, og at mange maskiner lejes ind i markerne. Det betyder at der er høj risiko for at opformere og sprede HEAR-raps via spildfrø med højt indhold af erucasyre på egne ejendomme og desuden sprede det med især maskiner til andre ejendomme, skriver Seges Innovation.
I Danmark har vi de seneste årtier primært dyrket rapssorter med et lavt indhold af erucasyre, det vil sige 0,1 procent eller lavere.
Det skyldes, at sorter med et højt indhold, det vil sige 45-50 procent, er uønskede til foder og konsum på grund af risiko for sundhedsskadelige effekter på for eksempel hjertet.
Der er et mindre marked for dyrkning af sorter med højt indhold af erucasyre, og disse anvendes til industrielle formål for eksempel motorsavsolie. Det engelske "Erucic acid" er det samme som erucasyre på dansk.
Og det marked er også kommet til Danmark, og derfor har Seges Innovation altså set nærmere på HEAR-raps.
Spildfrø og krydsbestøvning
I danske rapskontrakter accepteres der op til maksimalt to procent erucasyre, herefter skal der laves individuelle aftaler om salg.
Kun to frø med et højt erucasyreindhold på 50 procent, ud af i alt 50 almindelige rapsfrø vil hæve det totale indhold med 2 procent, og én enkelt spildplante kan producere 2.000-10.000 frø.
Genet, der er ansvarligt for højt erucasyreindhold, er dominant. Det betyder, at når der sker bestøvning af en plante med pollen, der har dette gen, så vil afkommet af bestøvningen få et højt erucasyreindhold.
Spildfrø af raps er et generelt problem ved rapsdyrkning, og selv ved omhyggelig høst tabes der frø i marken, og ved omhyggelig maskinrengøring undgår man heller ikke et lille overslæb til andre marker.
Når der dyrkes sorter med højt indhold af erucasyre vil spild af disse sorter spire i årene fremover og derved opformeres og videreføres det høje erucasyreindhold til nye spildfrø. I dyrkningsåret er der mulighed for, at HEAR-rapsen bestøver nærliggende rapsmarker med almindelige sorter, afkommet (frøene) fra denne krydsbestøvning vil indeholde evnen til selv at sætte frø med højt erucasyreindhold og spildfrø herfra vil fortsætte opformeringen af spildplanter med højt indhold af erucasyre.
Men frøene har ikke selv et forhøjet indhold af erucasyre, det er kun afkommet, der vil få det.
Anbefalinger til HEAR-raps
Har man mange spildrapsplanter og spildrapsandelen i rapsmarken øges betydeligt over år, så øges risikoen for at indholdet af eurucasyre i den høstede vare kan komme på et uacceptabelt niveau, det vil sige over 2 procent.
Det skete i nogle områder i England, hvor man endte på for høje niveauer af erucasyre og tilskrives primært opformering af spildraps.
Derfor giver udenlandske forædlere og firmaer følgende anbefalinger:
- Dyrker man HEAR-raps, bør man undlade dyrkning af andre rapstyper og altid vælge HEAR-raps.
- Undgå at dyrke HEAR-raps i nærheden af andre rapsmarker, især hvis det er rapstyper til human konsum.
- HEAR-rapsen høstes tidligst muligt, på et tidspunkt hvor der er mindst mulig risiko for spild.
- Udfør en meget grundig bekæmpelse af spildfrø efter høst og i hele sædskiftet.
- Lav en grundig rengøring af maskiner, så der undgås overslæb mellem marker, især til andre ejendommes arealer hvor der ikke dyrkes HEAR-raps.
- Har der været dyrket HEAR-raps på en mark/ejendom bør denne information gives videre ifm. forpagtning/salg.

