Lyt til artiklen:

Sådan sikrer du dig mod høstbrande

00:00
Hastighed: ???x
03:28

Mejetærskere omsluttet af flammer er ikke kun en stor udgift når materiellet skal erstattes, men er også hvert år skyld i en række markbrande i forbindelse med høstsæsonen, og nu anbefaler man hos Seges Innovation at sikre de dyre maskiner og afgrøderne bedre mod de ødelæggende flammer ved brug af automatiske brandslukningssystemer, skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

- Automatiske brandslukningssystemer sætter ind mod flammerne, så snart en brand opstår, og det kan give maskinføreren vigtige sekunder til at få situationen under kontrol, og ofte vil det være nok til at redde både mejetærskeren og afgrøden, lyder det fra Henning Sjørslev Lyngvig, landskonsulent for maskiner og markteknik i Seges Innovation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fleste automatiske brandslukkere virker ved at en slange tilsluttet en brandslukker monteres i motorrummet på de mest udsatte steder, og opstår der brand, vil varmen og strålingsenergien få slangen til at briste og angriber ilden, inden maskinføreren opdager, at der er ild i mejetærskeren.

Ny snitter totaludbrændt: Chaufføren fik ikke engang madpakken med ud

Se også:

Ny snitter totaludbrændt: Chaufføren fik ikke engang madpakken med ud

Ofte vil det dog være varmen fra motoren, et leje eller udstødningssystemet, der antænder støv og halmrester, så et automatisk brandslukningssystem er ifølge Henning Sjørslev Lyngvig kun et supplement til det allervigtigste brandforebyggende tiltag, nemlig en grundig rengøring af maskinerne.

- Ideelt skal mejetærskere, halmballepressere, traktorer og andre høstmaskiner blæses rene dagligt i høsten, siger Henning Sjørslev Lyngvig og tilføjer, at en løvblæser eller en kompressor er oplagte til at blæse skidtet væk - og sker rengøringen i marken slipper man for at støvet ender i maskinhuset.

Høstbrande i fokus

Hos de kommunale redningsberedskaber samlet i Danske Beredskaber er man fra mejetærskeren køres i engrapgræsset i slutningen af juni og indtil de sidste hestebønner høstes sidst på efteråret klar til at køre ud til slukningen af markbrande, traktorer og mejetærskere, og herfra lyder det, at man som landmand selv kan gøre meget for at forebygge høstbrande.

- Har man en mobil vandbeholder med en pumpe klar til at tage kampen op med flammerne og måske suppleret med en stubharve til at lave et brandbælte, så kan man både redde store arealer med afgrøder og maskinparken, hvis ilden spreder sig, men tænk altid først på din egen og andres sikkerhed, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Hvis ilden har fået for godt fat, så skal du dreje op mod vinden og komme væk fra ilden, og derefter ringe efter brandvæsenet på 112, så kommer den nærmeste brandstation til hjælp, siger Bjarne Nigaard.

Følg risikoen

Antallet af markbrande svinger meget fra år til år, og det er typisk i tørre somre, at antallet af markbrande topper. I 2024 rykkede brandvæsenet ud til slukning af 156 markbrande i høstede og uhøstede afgrøder, mens alarmen lød 171 gange i 2023.

Det typiske danske sommervejr i 2025 med både sol og regn betyder, at brandfareindekset ved udgangen af juni ikke viser øget risiko for brandfare, men det kan hurtigt ændre sig, og derfor råder Danske Beredskaber til at følge udviklingen på brandfare.dk.

Se videoen: Voldsom brand i traktor med møgspreder

Se også:

Se videoen: Voldsom brand i traktor med møgspreder

Når din lokalitet på hjemmesiden op i de orange og røde nuancer, skal du overveje at vente med høstarbejdet - på brandfare.dk finder du et brandfareindeks, som du kan bruge til at vurdere risikoen for, at der opstår markbrand. Risikoen for brand stiger ifølge Danske Beredskaber, når det er tørt, varmt og blæsende.

Skab rammerne

Seges Innovation, Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber har samlet en række gode råd man som landmand og maskinfører kan bruge til at skabe rammerne for en brandsikker høst:

Før høstarbejdet:

  • Sørg for, at maskinen er vedligeholdt - smør maskindele, efterse remme, kontrollér køler og kølerslange, efterse det elektriske system, tjek bremser og lejer, udskift tærede og slidte dele og fjern rustskaller fra udstødningsrør.
  • Sørg for, at slukningsudstyr er på plads og virker, og montér eventuelt et automatisk brandslukningsanlæg.
  • Det kan være en god idé også at medbringe branddaskere/bladriver eller lignende.
  • Hav gerne ekstra udstyr ved marken, som evt. kan lave et brandbælte eller slukke en brand
  • Tjek brandfare.dk - her angives en prognose for risiko for naturbrand.

Under høstarbejdet

  • Rengør jævnligt maskinen og rens særligt køleren og udstødningssystemet for støv og avner.
  • Skærp din opmærksomhed jo tørrere, varmere og mere blæsende, det er.
  • Giv dig selv og udstyret nogle pauser. Lad ikke den varme maskine stå stille på områder med høj, tør bevoksning eller tæt på andet let antændeligt materiale.
  • Husk mobiltelefonen til eventuel alarmering.
  • Undlad tobaksrygning under høstarbejdet.

Hvis uheldet er ude

  • Bring dig selv og andre i sikkerhed og drej køretøjet mod vinden for at undgå røg og flammer ved udstigning.
  • Ring omgående 112 - tag imod brandvæsenet - en "vejlods" kan guide brandvæsenet til branden.

Begræns eller stands branden

  • Uden at udsætte dig selv eller andre for fare.
  • Brug pulverslukker og håndslukker til brand på maskiner.
  • Brug vand til at slukke ild i afgrøder, halm, støv, avner m.v.
  • Lav evt. et brandbælte i afgrøderne umiddelbart uden for brandens rækkevidde, hvis du kan.
  • Tag højde for vinden - ild spreder sig i vindretningen.