Et nyt årsregnskab fra Seges Innovation viser sort på hvidt, at virksomheden styrker økonomien og investerer i fremtiden. Det skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Målet om at styrke den finansielle robusthed understøttes af resultatet og Seges fortsætter sin strategiske rejse som katalysator for grøn omstilling af dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stigningen i nettoomsætning på cirka 60 millioner kroner fordeler sig med cirka 40 millioner kroner i den kommercielle omsætning og 20 millioner kroner stigning i forsknings- og innovationsaktiviteter.

- På toplinjen omsatte Seges Innovation for 697,5 millioner kroner. På bundlinjen er resultatet på 8,4 millioner kroner. Det er under budget på grund af et udviklingsprojekt, som er nedskrevet, men tilfredsstillende i lyset af de risici, der er forbundet med at være innovationshus og understreger behovet for robusthed. Også her i 2025 fortsætter væksten i Seges Innovation og vi forventer en omsætning på 710-730 millioner kroner i 2025, siger Carsten Jespersen, økonomidirektør i Seges Innovation.

Overskud på over otte millioner i Seges Innovation
Se også:

Overskud på over otte millioner i Seges Innovation

Han bliver suppleret af administrerende direktør Tom Heron, der peger på at den grønne trepart har kunnet mærkes, da ekspertisen hos Seges Innovation er blevet efterspurgt.

- Denne økonomiske udvikling giver os mulighed for fortsat at drive innovation og finde nye løsninger, der kan skabe balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne, siger Tom Heron.

Han spiller selv en central rolle i regeringens nye vækstteam, som skal komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark fastholder og udvikler et konkurrencedygtigt landbrug, der leverer nogle af verdens mest eftertragtede fødevarer og samtidig er bæredygtigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Storleverandør til innovative landmænd

Seges Innovation har 459 medarbejdere, hvor hovedparten arbejder fra hovedsædet i Agro Food Park, men virksomheden har også lokationer i København, ved Karup J. og i Them.

Her innoverer medarbejdere med viden om landbrugsproduktion og centrale emner i den grønne treparts aftale såsom udtagning af kulstofrige lavbundsjorde, biodiversitet, miljø, skov, naturforvaltning, klima- og kvælstofvirkemidler.

Innovationen sker med afsæt i fondsfinansiering og i tæt samspil med Danmarks mere end 30.000 landbrug, universiteter og uddannelsesinstitutioner, landbrugsrådgivere, fødevareproducenter, energiselskaber og myndigheder.

Intercount gør kontorarbejdet nemmere
Se også:

Intercount gør kontorarbejdet nemmere

Seges Innovations over 100 softwareudviklere designer digitale løsninger, som får den nyeste viden fra innovationsafdelingen ud at virke i praksis i fødevareproduktionen; i traktoren, i stalden og på kontoret hos landmændene, deres rådgivere, fødevareproducenter og andre aktører i madens værdikæde fra jord til bord. Væksten i Seges Innovation drives derfor også af, at flere landmænd investerer i digitale løsninger.

- Man kan sige, at gården i den grad er landet på mobilen, tabletten og computeren. Traktoren og de andre landbrugsmaskiner er essentielle for en landmand, men stor dataindsigt og ny faglig viden er lige så centrale ingredienser i en bæredygtig produktion af råvarer og fødevarer. Det gælder både når klimaaftrykket skal sænkes, vandmiljøet skal forbedres og når dyrevelfærden og arbejdsmiljøet skal styrkes. Og det gælder også når landmanden skal sikre, at økonomien på bedriften er i sund balance, så der er råderum til at investere i tiltag til grøn omstilling, pointerer Lisbeth Henricksen, direktør for innovation.