Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Foderforbrug bliver påvirket af varme
Det er et kendt faktum, at grisene i staldene vokser langsommere, når de varme måneder rammer. Men nye data viser, at det ikke kun er tilvæksten, der påvirkes, når temperaturen stiger. Ved hjælp af data fra Danish Crown Data, kan det nu også påvises, at foderforbruget justerer sig, når kalenderen rammer juni, juli og august.
Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
Konkret viser data fra de seneste tre år, at foderforbruget i de tre varme måneder gennemsnitligt falder med 0,05 til 0,07 FEsv pr. kg. tilvækst sammenlignet med foderforbruget i oktober, november og december.
Med den viden in mente, kan man som producent bedre reagere på dynamiske data, fortæller Ole Lund Nielsen, der er faglig konsulent i Danish Crown Ejerservice.
- Med dynamiske data kan producenterne få en mere præcis viden om grisenes trivsel, og dermed reagere på ændringer, der ligger udover det forventede. Her er årstidsvariationer en vigtig viden og faktor for ikke at komme til at overreagere, hvis for eksempel ens foderforbrug stiger en smule, når vi kommer hen mod efteråret, siger han og fortsætter:
- Samtidig vil en test af en ny foderblanding i fjerde kvartal måske ikke give de ønskede resultater, fordi der ligger en årstidsvariation og driller. Den har vi nu data for eksisterer, og derfor skal det tages med i sammenligninger, så man i højere grad sammenligner de samme måneder år for år.

Større økoudsving
I efteråret 2024 registrerede flere økologiske besætninger et markant stigende foderforbrug, som også aflæses i de samlede data for økologiske leverandører til Friland. Hvor der i de konventionelle besætninger er set en årstidsvariation på 0,05 FEsv pr. kg. tilvækst, så var den i de økologiske besætninger i 2024 på 0,5 FEsv pr. kg. tilvækst.
De tidligere år har udsvinget heddet 0,2 FEsv pr. kg. tilvækst, og det ligger altså markant over de konventionelle besætninger.
- Der er en væsentlig forskel mellem sommer og vinter på øko sammenlignet med de konventionelle besætninger. Det kan sandsynligvis tilskrives opstaldningsforholdene, hvor grisene har adgang til udeareal året rundt og bruger det. Men efteråret 2024 skiller sig ud med en markant højere foderforbrug frem til nytår. Nu har vi dokumentationen på hvad der er sket, men endnu ikke hvorfor, og en grundig undersøgelse af det kunne give interessante perspektiver for de økologiske producenter, siger Ole Lund Nielsen.