Det er to af de store navne, som er nye ansigter i bestyrelsen hos fynske Emmelev, der har sammensat en ny bestyrelse med en ny formand, meddeler virksomheden.
Ny i bestyrelsen er Christian Junker, der er udpeget som ny bestyrelsesformand. Han kan se tilbage på en lang karriere i erhvervslivet blandt andet som koncernchef i Danish Agro.
Christian Junker er i dag aktiv i en lang række bestyrelser inden for agroindustrien i ind- og udland.
Sammen med Christian Junker er også et andet stort grovvarenavn i form af Asbjørn Børsting.
Han har været direktør i Landbrugsraadet, koncernchef i DLG samt direktør i brancheorganisationen Dakofo indtil foråret 2025. Han er tillige blandt andet formand for det danske landbrugsselskab FirstFarms.
- Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til den nye bestyrelse. Ekspertisen og erfaringen vil være uvurderlig for Emmelev A/S i den fortsatte udvikling og vækst, og vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde, siger administrerende direktør Morten Simonsen og fortsætter:
- Emmelev-koncernen er blevet en mere kompleks virksomhed i de senere år. Efter branden i 2022 har vi brugt op imod 300 millioner kroner på genopbygning og udbygning af rapsmøllen.

Herudover har Emmelev netop indgået en aftale om at øge sin ejerandel i den litauisk- og lettiskbaserede Agerona-koncern fra 50 til 100 procent. Endelig godkendelse af transaktionen afventer nu Konkurrencestyrelsen, før endelig overtagelse kan finde sted.
Den samlede koncernomsætning bliver fremover fire milliarder kroner, og det er derfor, der er behov for at udbygge kompetencerne i bestyrelsen.
Morten Simonsen og Erling Simonsen fortsætter som bestyrelsesmedlemmer.
I forbindelse med ændringerne fratræder Bjarne Simonsen som administrerende direktør og bestyrelsesformand efter mere end 50 år på posten.
Den nye bestyrelse tiltræder straks.





