Klaus Aage Bengtson efterspørger i et debatindlæg i Maskinbladet lederskab fra mig og beder om, at "Venstre stadig har rygrad og stadig er et parti, man kan regne med ude i virkeligheden". Klaus Aage Bengtson skriver i sit indlæg, at den Grønne Trepartsaftale er en katastrofe, og at vi, når der skal indføres en ny kvælstofmodel, vil regulere landmænd "uden nogen form for kompensation".

Klaus Aage Bengtsons indlæg er fyldt med postulater, som ikke har hold i virkeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er for eksempel aftalt i den grønne trepartsaftale, at der gives kompensation for omkostningerne ved målrettet regulering differentieret efter reguleringsniveau i den nye kvælstofreguleringsmodel.

Det passer derfor ikke, når Klaus Aage Bengtson siger, at vi ikke vil kompensere landmændene. For vi står vagt om den grønne trepartsaftale og balancerne i den.

Jeg er helt med på, at det er gængs praksis i Bæredygtigt Landbrug at gøre trepartsaftalen til en katastrofe. Det er et udtryk for eklatant mangel på indsigt og realitetssans. Den Grønne Trepartsaftale er en kæmpe mulighed for at løse de store opgaver, landbruget står overfor, på en klog måde.

Debat: Kære Stephanie Lose - sig nej til erstatningsfri regulering
Se også:

Debat: Kære Stephanie Lose - sig nej til erstatningsfri regulering

Venstres DNA er netop at tage ansvar og vise lederskab og træffe svære, men nødvendige beslutninger for vores land. Det har vi gjort i den grønne trepartsaftale, hvor vi først sammen med parterne, herunder Landbrug & Fødevarer, og dernæst i en politisk aftale er blevet enige om et langsigtet grundlag for grøn omstilling af dansk landbrug og en historisk omlægning af Danmarks arealer.

Med aftalen venter en kæmpestor opgave. Men en opgave, det er nødvendigt at løse, fordi den er nøglen til fremtidens bæredygtige, højteknologiske og arealeffektive landbrugsproduktion i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er at tage ansvar. Ansvar for vores klima. Ansvar for vores miljø. Ansvar for at fremtidssikre dansk landbrug. Og man kan regne med, at Venstre står vagt om den grønne trepart og dens balancer.

Som led i den grønne trepartsaftale aftalte vi, at arealomlægning skal være hovedmotoren til at nå i mål med vandrammedirektivet. Det er dermed gennem arealomlægningen, at vi skal sikre god økologisk tilstand i danske kystvande og fjorde.

Søren Søndergaard: Siden vi forlod forhandlingsrummet, er en del gået skævt
Se også:

Søren Søndergaard: Siden vi forlod forhandlingsrummet, er en del gået skævt

For at få så mange vandoplande som muligt i mål eller på vej mod mål i 2027 har vi imidlertid også aftalt, at kvælstofreguleringen midlertidigt skal skærpes fra 2027, der hvor det er nødvendigt. I takt med arealomlægningen vil reguleringen igen kunne sænkes.

Den fremtidige kvælstofregulering skal ske via en ny kvælstofreguleringsmodel, der blev aftalt allerede med landbrugsaftalen i 2021, og som vil være klar til implementering fra 2027. Den skal sikre en større kvælstofeffekt af virkemidler pr. hektar i forhold til den nuværende målrettede regulering, og den skal gøre det muligt for landmændene at leve op til reguleringen på en mere fleksibel og omkostningseffektiv måde. For eksempel ved ændringer i sædskifte og øget brug af præcisionsteknologi.

Det ændrer ikke ved, at reguleringen, som det er aftalt, stiger markant - og mange steder vil det være rigtig hårdt indtil arealomlægningen for alvor slår igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også selvom der gives kompensation for omkostningerne.

Men jeg er omvendt ikke i tvivl om, at arealomlægningen vil slå igennem, for jeg mærker en enorm stor energi i de mange lokale treparter, vi har "bygget" til at løse opgaven. Og jeg møder en kæmpe interesse og en stor følelse af ansvar for at lykkes hos de landmænd, jeg taler med.

Spiras kræver fuld kompensation for jord
Se også:

Spiras kræver fuld kompensation for jord

Det er også et udtryk for, at nutidens landmænd har en helt unik mulighed for at gøre en forskel for fremtidens landbrug og landmænd. At komme i mål med arealomlægningen er nemlig en nøgle til at sikre gode rammevilkår for et arealeffektivt og konkurrencedygtigt landbrugs- og fødevareerhverv i Danmark.

Vi er fuldt bevidste om, at implementeringen af den grønne trepartsaftale er en svær, vild og hård opgave. Alene det faktum, at implementering tager tid er en frustration for os alle. Og når en ny reguleringsmodel falder sammen med at reguleringen samtidig stiger og arealer i stor stil skal omlægges, så er der mange nye og svære ting på én gang.

Meget usikkerhed. Det er jeg meget bevidst om. For Venstre er det helt afgørende, at vi sikrer tryghed om danske landbrug - så vi kan levere på de ting, vi har aftalt i den grønne trepartsaftale på en måde, der går hånd i hånd med, at vi fortsat har et stærkt og konkurrencedygtigt fødevare- og landbrugserhverv i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men jeg har også meget stor tillid til, at selvom det er svært, så kan det lykkes. Især hvis vi arbejder sammen og arbejder for at det lykkes - i stedet for at bruge enhver lejlighed til at smide benzin på usikkerhedens og modstandens bål, som Bæredygtigt Landbrug så gerne ynder.