Randex AB, en svensk producent af tipvogne med base i Lidköping, er i dag drevet af to generationer af familien Randli.
Grundlæggeren Ole Andreas Randli og hans søn, Amund Randli, der i dag er administrerende direktør, ejer hver halvdelen af virksomheden. Randex beskæftiger omkring 40 medarbejdere og producerer årligt cirka 220 enheder.
Virksomheden har specialiseret sig i robuste og kundetilpassede tipvogne til landbrug og industri og har opnået et stærkt ry inden for sin niche, hvilket er bygget på mange års erfaring.

I Danmark forhandles Randex-produkterne af Præstbro Maskiner.
Landmandssønnen
Grundlæggeren, Ole Randli, startede virksomheden tilbage i 1999. Han kommer fra en landmandsfamilie, og det var især vogne, han så et potentiale i at producere. Men det tog mange år, før drømmen kunne realiseres.
- Der var ingen, der troede på mig eller mit projekt. Ingen banker ville være med, så jeg måtte starte helt fra bunden uden kapital, siger Ole Randli.
De første år var hårde, og produktionen gik langsomt, men den gik fremad. Og siden da er det kun gået en vej. Især de seneste 10 år har Randex oplevet markant vækst.
Produktionen er steget fra under 100 til langt over 200 enheder årligt.
Salget går primært til Skandinavien, men Randex har også fået fodfæste på markeder som USA.
Siden sønnen Amund Randli trådte ind i virksomheden, er produktionen vokset støt. De seneste 10 år har hans indsats været med til at løfte virksomheden til nye højder.

Både landmænd og entreprenører
- Vi producerer til både landmænd og entreprenører, når det gælder vogne. Det er nicheproduktion, og vi har faktisk kun bevæget os opad. Det var først sidste år, at vi oplevede samme niveau som året før, men det er nok noget hele verden, kan mærke, siger Amund Randli.
Produktprogrammet er også vokset og omfatter nu omkring 35 forskellige vogntyper. Hver eneste enhed bliver specialbygget efter kundens ønsker, noget mange vælger, når de går med en Randex-løsning, forklarer Ole Randli.
- Vi har jo hele produktionen "in-house", så vi laver alt selv og forsøger hele tiden at bringe nye og spændende løsninger ind i branchen. Vi har også fået opbygget en god kontakt til USA, hvor vores vogne har fået fodfæste, og det er vi meget glade for, siger Amund Randli.

Tager stafetten videre
Amund Randli, der i dag er direktør i Randex, er klar til at tage stafetten videre i familievirksomheden efter sin far.
- Vi er i gang med et naturligt generationsskifte, men et langsomt et, for jeg har da mange år i mig endnu, siger Ole Randli med et smil på læben.
Han glæder sig over, at sønnen ønsker at være en del af virksomheden og forhåbentlig føre den videre, når tiden er inde. Lige nu deler de ejerskabet ligeligt.





