Lemken leger Kirsten Giftekniv og smeder jordpakkeren Flexpack sammen med den halvbugserede plov Diamant 18, som fås fra seks til otte furer.
Det meddeler producenten i en pressemeddelelse.
Brylluppet mellem de to skaber det, Lemken kalder den eneste halvbugserede plov med pakker. For at gøre kombinationen mulig ved pløjning i furen er landhjulet blevet redesignet og rykket, så det er monteret bag ved rammen.
Den nye position for hjulet betyder, at tyngdepunktet er lavt, og det er med til at reducere belastningen på ploven.
Flexpack-pakkerens tryk kan indstilles hydraulisk, så ploven og pakkeren fungerer optimalt i flere jordtyper. Samtidig kan man også montere Optistone-systemet på ploven, da hvert ringpar på pakkeren er individuelt fjederophængt.





