Miljøministeriet har undladt at have grænseværdier for en række miljøfarlige stoffer, som derfor er mere udbredt end hidtil i det danske kystvande.
Det har DR tidligere afsløret, og nu kan mediet afsløre, at ministeriet de seneste syv år flere gange har forsøgt at regne på, hvad nye grænseværdier for en række miljøfarlige stoffer i havet vil koste erhvervslivet.
Samtidig fremgår det af interne dokumenter, som DR har fået aktindsigt i, at prisen for erhvervslivet har været med til at afgøre om og hvor meget, ministeriet ville overholde reglerne på miljøområdet.
Og det kritiserer professor i miljøret, Peter Pagh, overfor DR.
- Man kan ikke lade være med at fastsætte grænseværdier, fordi det koster penge. Man kan ikke bruge det økonomiske kriterium som begrundelse for ikke at gøre det. Og det er det, man gør her, siger han til mediet.
Ifølge reglerne skal der være grænseværdier for en række miljøfarlige stoffer i muslinger, fisk og havbundsmateriale, som man normalt måler den slags i.
Miljøministeriet har dog ikke indført grænseværdier for koncentrationer af miljøfarlige stoffer i netop muslinger, fisk og havbunden, men i stedet i selve vandet, som man kun sjældent måler på.
Det betyder, at data for vandmiljøets tilstand i Danmark ikke har været retvisende. Det drejer sig blandt andet om PCB samt tungmetallerne nikkel og arsen.





