Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Rådgiver: Med færre midler til rådighed må fokus være på robusthed fremfor udbytte
Flere midler, der i planteavlen er relevante, ser lige nu ind i en usikker fremtid, da en række vigtige midler indeholder PFAS-kemikalier.
Derfor opfordrer planterådgiver Nikolai Sørensen fra Fjordland til, at danske landmænd prioriterer sorternes sundhed, herunder lav modtagelighedsgruppe over for Septoria,frem for maksimalt udbytte i fremtiden.
Med færre midler til rådighed bliver forebyggelse og rettidighed nøgleord i planteavlen, peger han på i en pressemeddelelse.
- Vi må indstille os på en virkelighed med langt færre effektive midler, og derfor er det vigtigere end nogensinde at tænke langsigtet og vælge sunde sorter, der kan modstå sygdomspres. Det vil formentlig allerede være relevant fra næste sæson, siger Nikolai Sørensen.
Landsforsøgene viser vejen
Han understreger, at landsforsøgene tydeligt viser, hvilke sorter der klarer sig godt set over hele sæsonen, og det er ikke kun på udbytte, men også på sygdomsmodtagelighed.
Han peger på, at i det nuværende klima og den fremtidige situation, kan det være en bedre forsikring at vælge robuste sorter frem for de mest højtydende, hvis de højtydende sorter samtidig er mere sårbare overfor svampesygdomme samtidig med, at tilgængeligheden af planteværn bliver mindre.
Især svampesprøjtningen kan blive truet, hvis PFAS-kemikalier i planteavlen bliver udfaset.
- 2025 har været et opsigtsvækkende år, hvor selv sorter, vi troede havde lav modtagelighed over for blandt andet meldug, er blevet ramt. Især gulrust har skabt problemer i de østlige egne af Danmark, og det viser, hvor hurtigt billedet på, hvilke sorter der er relevante og har en lav modtagelighed, kan ændre sig, siger Nikolai Sørensen og fortsætter:
- Det er en god ide at få vendt strategien og sædskiftet i de kommende sæsonener med en planterådgiver, så vi kan vurdere, hvilke sortsegenskaber der giver bedst mening hos den enkelte landmand.
Vinterhvede sorter som Bohr og NOS Bullseye ser ifølge ham særdeles spændende ud og kunne være et godt bud på et sortsvalg til efteråret 2025.
Begge sorter har lav modtagelighed overfor Septoria og gulrust.
Stort fokus sortsvalg
Planterådgiveren opfordrer landmænd til at være tidligt ude med sortvalg og bestillinger heraf. Tiden, hvor man kunne vente og vælge sent, er forbi, hvis man vil sikre sig de bedste muligheder i form af de mest resistente eller bedst ydende sorter.
Samtidig peger han på vigtigheden af at tænke i IPM-løsninger i markarbejdet og desuden generelt holde fast i det gode landmandskab som udgangspunkt for planteavlen.
Det handler om at bruge hele værktøjskassen fremover: sundt sædskifte med flere vårafgrøder, rettidige indsatser og mekaniske eller biologiske løsninger, hvor det er muligt, mener han.
- Der er stadig god effekt af svampemidlerne, og forsøgene viser, at vi får en god respons, når vi bruger dem korrekt. Men vi skal være bevidste om, at de i fremtiden nok ikke længere alene vil være løsningen, siger Nikolai Sørensen og tilføjer:
- Fremtidens planteavl kommer til at stille store krav til sortsvalget. Man skal altid vælge sunde sorter og tag deres kvaliteter ud fra helheden, og hvordan de passer ind i forhold til de konkrete forhold, man skal dyrke under.