Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fire nye siloer på Tranekær Gods sikrer milepæl for Almas Korn
Fire af de nyeste amerikanersiloer fra Alams Korn er netop blevet færdigbyggede på Tranekær Gods på Langeland. Stålsiloerne er blevet så populære, at den nordjyske leverandør samlet set nu har solgt lagerplads på to millioner kubikmeter siden 2000, hvor virksomheden blev grundlagt.
- Vi har knoklet på i 25 år for at nå dertil, hvor vi er i dag, og vi er sindssygt stolte af, hvor langt virksomheden er nået. Vi har taget en stor bid af markedet og etableret os som en foretrukken partner når der skal vælges leverandør af silo- og lagerløsninger til afgrøder, siger administrerende direktør og medejer af Almas Korn, Hans Henrik Termansen, i en pressemeddelelse.
En af kunderne er Tranekær Gods, der nu samlet set har otte, runde stålsiloer med omrøring og stor blæser. Indholdet per silo er 1359 kubikmeter, og dermed er der en samlet kapacitet på 10.872 kubikmeter.

- Tilbage i 2022 var det mig, som stod for kontakten til Almas Korn, og vores samarbejde har altid været godt og konstruktivt. Det er et sammentømret team, hvor vi især er glade for den professionalisme og hurtighed, som de arbejder med, siger godsejer Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Godset har i år udvidet markplanen, så den i år udgør 1.600 hektar. Derfor har de fået behov for mere opbevaring og forventer at alle otte siloer kommer i brug til høsten.
- Siloerne fra Almas Korn lever op til de kriterier, vi har både i forhold til kvalitet, men også i forhold til sikring mod skadedyr. Men vigtigst så sparer vi én mand i håndteringen af kornet, fordi vognmanden kan håndtere aflæsningen selv til forskel fra en plansilo, siger Rasmus Skov Jespersen, der er driftsleder på godset.
Tranekær Gods dyrker blandt andet hvede, brødhvede, raps, maltbyg, rødsvingel, hvidkløver og spinat.
- Tidligere har vi leveret direkte til foderstoffen, men med eget siloanlæg så frigør vi os herfra, og så kan vi åbne og lukke, som vi vil. Vi har mere frihed i planlægningen, fordi vi har nedtørring i siloerne med omrørersystem.
De fire nye siloer bliver officielt indviet den 19. juni.