Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Grøn trepart: Landmændene risikerer stort indtægtstab uden erstatning
Over en periode på fem år kan Christiansborg fjerne en tredjedel af indtægten fra danske landmænds bedrifter, uden at de vil være berettiget til erstatning.
Sådan lyder det ifølge Jyllands-Posten i et notat fra statens jurister fra forhandlingerne om kvælstofreguleringen.
Hvor hårdt og hvordan landbruget bliver ramt, bliver der i disse dage forhandlet om på Christiansborg. Men statens jurister er altså kommet med deres vurderinger på, hvor hård man kan ramme landmændene uden, at de vil have ret til den grundlovssikrede ret til fuldstændig erstatning som følge af ekspropriation.
- En indkomstnedgang svarende til otte til ti procent af dækningsbidraget for den pågældende bedrift det første år efter ordningens ikrafttræden formentlig vil kunne rummes inden for grænserne af erstatningsfri regulering. Over fem år - i 2032 - vil et akkumuleret tab på 28-35 procent ligge inden for tabsgrænsen, vurderer juristerne ifølge Jyllands-Posten.
Hos Bæredygtigt Landbrug mener de, at regeringens kvælstofplan er skjult ekspropriation.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at man politisk vil gennemføre et så voldsomt indgreb i landbrugets vilkår uden at sikre, at det sker efter grundlovens spilleregler. Der er tale om ekspropriation forklædt som regulering, og det vil vi ikke finde os i, siger Niels Hauge Mikkelsen, der er formand i Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.
Hos Landbrug & Fødevarer påpeger direktør for Grøn Trepart, Anders Panum Jensen, at det er afgørende, at den nye reguleringsmodel understøtter det arbejde, der er i fuld gang i de 23 lokale treparter.
- Hverken erhvervet eller samfundet er interesseret i, at der skal ske tab i fødevareproduktionen. Vi skal ikke producere færre fødevarer i en verden, der har brug for flere. Et eventuelt tab skal naturligvis følges af kompensation, som det er aftalt i treparten. Det klæder ikke nogen, hvis man begynder at tænke i, hvordan man kan påføre landmænd et tab uden at kompensere dem. Vi vil være de første til at kritisere og udfordre en sådan tilgang, siger han i et skriftligt svar til Maskinbladet og fortsætter:
- Derfor skal jordpriserne holdes i ro og alle landmænd skal have mulighed for at bidrage solidarisk i arbejdet med kvælstofreduktionen. Vi skal nemlig ikke ende i en situation, hvor nogle få skal løfte reelt set umulige reduktionsmål. I stedet skal vi fortsætte ad det spor, som treparten har lagt, hvor vi arbejder med lokalt tilpassede løsninger. Så vi peger entydigt på modellen, hvor alle bedrifter i et opland får samme reguleringstryk. Det giver et stærkt incitament til at løfte i fællesskab ved at indgå i arealomlægninger og det holder jordprisen i ro.
I et svar til Jyllands-Posten skriver Ministeriet for Grøn Trepart, at forhandlingerne er i gang og derfor har ministeren ingen kommentarer.