De nordiske ministre skal i dag på et møde i Kuopio i Findland blandt andet drøfte nødvendigheden af et stærkt nordisk samarbejde om fødevareberedskabsområdet. Ministrene vil have fokus på fælles beredskab og fremtidens landbrug.
- Det nordiske samarbejde har altid været vigtigt, men den nuværende uforudsigelige sikkerhedspolitiske situation tydeliggør i dén grad vigtigheden. Det er afgørende, at vi på tværs af de nordiske lande arbejder sammen om et stærkt fødevareberedskab, så vi kan sikre grundlaget for vores fødevareproduktion. Det er et klart fokus, som vi vil tage med ind i formandsskabet, når vi overtager det i 2026, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.
På mødet vil unge repræsentanter fra fødevaresektoren i Norden også give et indblik i udfordringerne med generationsskifte i sektorerne.





