Efter de tre bedste år i Kvernelands historie ramte nedturen virksomheden i begyndelsen af 2024. En nedtur, der også fortsatte i 2024.
Ifølge Fyens Stiftstidende er antallet af ansatte fra 2023 til 2024 faldet med 145 ansatte, så maskinproducenten i Kerteminde nu har 400 ansatte, hvilket er det laveste siden 2016.
Årsagen til nedgangen er ifølge avisen en kraftig nedgang i salget af maskiner, og omsætningen er fra 2022 til 2024 faldet med 37 procent og lyder nu på 686 millioner kroner. Faldet har ført til et underskud på 25 millioner kroner før skat.
Ifølge direktør Claus Udengaard Thomsen er den væsentligste årsag til det lavere salg, at forhandlere af landbrugsmaskiner verden over, fik opbygget meget store lagre, da forsyningskrisen efter corona endelig var afsluttet.
Men trods usikkerheden om amerikanske toldsatser er direktøren stadig optimistisk for fremtiden.
- Vi har en vældig stor tro på fremtiden, og vi leverer til en rigtig sund gruppe. Så vi fortsætter med at investere i udvikling af nye produkter og fornyelse af produktionsapparatet. De udsving, vi har været udsat for, har ikke ændret på vores verdensopfattelse, siger Claus Udengaard Thomsen til Fyens Stiftstidende





